Hørning-planker på gulvet i koncerthus
Indvielse af det nye DR-koncerthus lørdag aften var en speciel oplevelse for Hørning Parket Fabrik. Gulvproducenten har nemlig stået for gulvbelægningen i det imponerende kulturbyggeri.
Gulvet i det Jean Nouvel-tegnede hus er nemlig belagt med 3.600 m2 planker fra Silkeborg-fabrikken:
- Valget af materiale til fx gulvet har været en lang og spændende proces, og vi er meget glade for, at vi er en del af dette nye koncerthus. Der er naturligvis stillet store krav - både hvad angår farven på træsorten, men også oprindelse af råvaren med fokus på certificering og optimal udnyttelse af træet, forklarer salgschef Søren Brink.
Træsorten hedder Bilinga, og med salgschefens ord ser slutresultatet ”fantastisk ud”.
Hørning Parket Fabrik er grundlagt i 1929 og fik sin første store opgave i 1941, hvor fabrikken producerede parketstavene til det sidenhen så berømte Arne Jakobsen-rådhus i Århus.
Netop den ordre skulle vise sig at være epokegørende for virksomheden. Referencerne herfra har nemlig haft stor betydning for, at Hørning Parket Fabrik gennem årene har sikret sig opgaver på spændende projekter som Operaen, Århus Musikhus, Det nye Skuespilhus, Kastrup Lufthavn, og Christiansborg.
Kilde: Hørning Parket Fabrik