Velux-ejer kommenterer anklager
VKR Holding giver nu sit syn på de verserende anklager om brud på konkurrenceklausuler.
VKR-toppen har hidtil forholdt sig afventende i sagen, men nu bryder koncerndirektør Leif Jensen tavsheden.
Han forklarer, at VKR hidtil ikke har haft mulighed for at studere de oplysninger og den dokumentation, som DR og Berlingske Tidende har bedt om kommentarer til, og det har gjort det svært at forholde sig konkret til anklagerne.
Leif Jensen understreger, at VKR Holding anser anklagerne for at være meget alvorlige, hvorfor koncernen nu har igangsat en tilbundsgående og uvildig undersøgelse:
- Vi baserer vores virksomhed på en stærk forretningsmoral. Derfor er vi meget berørte over denne sag, og at der er stillet spørgsmålstegn ved vores moral. Derfor skal sagen naturligvis undersøges helt til bunds - både af hensyn til medarbejdere, kunder og offentligheden. Og det betyder selvfølgelig, at hvis det skulle vise sig, at medarbejdere har overtrådt den juridiske eller moralske linje, så vil det få konsekvenser, siger han.
VKR Holding ønsker ikke at udtale sig om detaljerne i sagen, før de uvildige undersøgelser er afsluttet.
Om VKR Holding
VKR er et fonds- og familieejet holdingselskab, der ejer virksomheder inden for de fem forretningsområder Ovenlysvinduer & skylights, Facadevinduer, Termisk solenergi, Dekoration & solafskærmning og Naturlig Ventilation.
Blandt de tilknyttede selskaber er blandt andre Velux, Velfac og Faber. Koncernen beskæftiger sammenlagt omkring 16.000 medarbejdere fordelt på 40 lande.
Kilde: VKR Holding