Woodfloor belønnes for ’grønne’ indkøb
Trægulvsleverandøren er netop blevet tildelt prisen GreenBiz 09, der placerer virksomheden blandt Danmarks fem grønneste indkøbere.
- Vi er naturligvis glade for, at der er nogen, der lægger mærke til og anerkender vores grønne arbejde, som er en vigtig del af vores strategi omkring social ansvarlighed. Det bekræfter os i, at det er værd at yde en ekstra indsats, siger direktør Henrik Andersen.
Med prisen følger gratis konsulentbistand fra en miljøkonsulent, der kan hjælpe virksomhederne videre med deres grønne initiativer. Hos Woodfloor betyder det, at virksomheden kan komme et stort skridt nærmere en egentlig strategi for sit arbejde med social ansvarlighed, der ud over klima og miljø også omhandler sociale og etiske aspekter.
- Vores arbejde med social ansvarlighed bunder først og fremmest i en moralsk betragtning, hvor vi gerne vil være med til at sikre de bedste vilkår for miljøet, klimaet, egne medarbejderne og ikke mindst vores leverandørers medarbejdere rundt omkring i verden. Samtidig tror jeg, at social ansvarlighed vil have endnu større betydning fremover, så ved at starte nu kan vi forhåbentlig være på forkant med udviklingen, påpeger Henrik Andersen.
Om GreenBiz 09
Miljøministeriet er initiativtager til prisen, mens vinderne blev udpeget af et dommerpanel bestående af 14 myndigheder, virksomheder og organisationer; herunder Dansk Byggeri, Danmarks Radio, Dansk Erhverv, Miljøstyrelsen og Kommunernes Landsforening.
Blandt de øvrige modtagere af prisen var Udenrigsministeriet, der blev præmieret for indsatsen for en grøn afvikling af klimatopmødet COP15. Derudover modtog også Danske Bank, Kolding Kommune og Københavns Brandvæsen den anerkendende pris.