23948sdkhjf

Resultatfremgang genåbner savværk

Svenske Setra har for første gang siden februar 2008 oplevet en måned med sorte tal på bundlinjen. Blandt andet derfor forbereder man nu en genåbning af Färila-savværket.
Efter en lang periode præget af lukninger og store underskud kan Setra efterhånden skimte lys forude.

Det netop offentliggjorte koncernregnskab for tredje kvartal vidner ganske vist om endnu et millionunderskud, men driftsresultatet på -27 mio. SEK er 44 mio. bedre end det tilsvarende for andet kvartal 2009 og hele 70 mio. bedre end tredje kvartal 2008:

- I september kan Setra for første gang siden februar 2008 fremvise et positivt månedsresultat. Det er meget glædeligt og en effekt af både eksterne faktorer og interne tiltag. Siden sommeren har vi set en bedring i den økonomiske udvikling, og både efterspørgsel og prisniveau har udviklet sig positivt, siger koncernchef Börje Bengtsson.

Han oplyser samtidig, at Setra i løbet af første kvartal 2010 planlægger at genåbne Färila-savværket, der lukkede ned i juni:

- Forudsætningerne på markedet for trævarer har ændret sig i positiv retning, og vore prognoser for fremtiden er i dag forsigtigt optimistiske. Under forudsætning af, at markedsudviklingen og råvaresituationen ikke ændrer sig drastisk, har vi fået bestyrelsens mandat til at genåbne Färila i første kvartal 2010, siger han.

Färila-savværket skal fremover producere 100.000 m³ limtræ, paneler og gulve om året, hvilket skaber plads til 30 fuldtidsstillinger. Årsproduktionen ved Färila har tidligere ligget på 195.000 m³.

Setra har cirka 1.200 ansatte og omsatte i 2008 for omkring 5 mia. SEK. I de første tre kvartaler af 2009 har koncernen omsat for 3.082 mia. SEK og realiseret et underskud på 367 mio.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094