SCA sælger italiensk papirfabrik
SCA har indgået en aftale om at sælge sin fabrik i italienske Pratovecchio til den lokale virksomhed Cartiera Carma.
Aftalen er indgået med henblik på at forbedre SCA’s supply-chain operationer i Italien. Det blev i marts måned besluttet at koncentrere selskabets ressourcer til det nærliggende Lucca, og på dette tidspunkt drøftede man samtidig en lukning af Pratovecchio.
Nu har SCA i stedet indgået en aftale om at sælge både ejendom og papirmaskine til Cartiera Carma, der er en privatejet virksomhed med hovedsæde i Italien.
Papirmaskinen har en kapacitet på omkring 20.000 tons om året, og ifølge SCA vil fabrikkens 24 medarbejdere få lov til at fortsætte deres arbejde under den nye ejer.
Transaktionen forventes at være endelig gennemført inden udgangen af december 2009.
Kilde: SCA