23948sdkhjf

Dørproducent samler aktiviteterne under nyt navn

Swedoor/Jeld-Wen er det nye fælles brand for Skandinaviens største dørproducent. Det betyder farvel til navne som Kilsgaard og Jutlandia og goddag til to nye produktlinjer.
Dørproducenten Jeld-Wen har pr. 1. januar 2010 lanceret et helt nyt brand for sine aktiviteter i Skandinavien.

Ændringen medfører et farvel til navnene Kilsgaard, Jutlandia, Swedoor-Kilsgaard og Swedoor-Jutlandia, som ellers hidtil har været blandt de dominerende produktbrands inden for branchen i Skandinavien.

- Swedoor er det mest kendte brand, og derfor bibeholder vi dette. Det er dog kun i Skandinavien, at Swedoor-brandet er blevet anvendt, og derfor er Swedoor/Jeld-Wen kun et navn, vi kommer til at anvende i Skandinavien, siger skandinavisk direktør Torben Porsholdt og fortsætter:

- Vi vil først og fremmest gerne signalere tre ting med vores nye brand: Dels at vi samler alle vores aktiviteter i Skandinavien under ét og dermed anvender samme navn og logo i hele Skandinavien, dels at vi er stolte af at være en del af den globale Jeld-Wen-koncern, og endelig at vi vil sikre bedre genkendelse hos vores kunder og slutbrugere.

Helt nye produktlinjer
Samtidig med brandskiftet implementeres en kraftig forenkling i antallet af produktnavne. Fremover hører alle produkter ind under to produktlinjer; henholdsvis Clever-line og Advance-line.

Markedschef Claus Beier fortæller, at forenklingen sker for at øge logikken og overskueligheden i produktsortimentet. Det skal være med til at give slutbrugerne bedre hjælp til at vælge den rigtige dør:

- I dag er en dør ikke bare en dør, og det kan være kompliceret at træffe det rigtige valg af døre til sit hus. De to nye produktlinjer adskiller sig markant i forhold til dørenes specifikationer og prisniveauer, og vi vil gøre meget ud af at guide kunderne og slutbrugerne hen til de døre, der er det rette valg for dem, forklarer han.

Med skift af brand og produktlinjer vil materialet hos forhandlerne blive udskiftet, og et af de nye tiltag bliver blandt andet at opstille døre påtrykt en grundig guide til valg af produkt.

Om Jeld-Wen
Jeld-Wen har i Europa fabrikker i 12 lande og beskæftiger flere end 6.000 personer. Koncernen har hovedsæde i Oregon i USA og har aktiviteter på fem kontinenter og beskæftiger flere end 20.000 ansatte.

I Skandinavien har Jeld-Wen hovedkvarter i Løgstør, hvor der også er produktion. Desuden producerer man døre i Herning og Sdr. Felding samt i svenske Forserum og Aastorp.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081