23948sdkhjf

Møbelfabrik står til lukning

En rekonstruktion af NJA forsøges, men det kan blive svært.

Dagen før påske fik de ansatte på NJA Furniture i Nors ved Thisted meddelelse om, at firmaet var begæret konkurs. Flere forsøg hen over påsken for at få firmaet på ret kurs strandede, og tirsdag afsagde skifteretten i Holstebro den endelige konkurserklæring.

- Vi arbejder stadig på at finde en løsning, siger administrerende direktør i Dolle A/S, Francois Grimal, bestyrelsesmedlem i NJA Furniture.

Trappe- og altanproducenten Dolle med base i Frøstrup har været hovedaktionær i NJA Furniture, og Francois Grimal ser stadig muligheder i firmaet i Nors.

Fagforeningen 3F gik ind og hjalp sine medlemmer med et kontantbeløb, da de omkring 70 ansatte ikke fik den løn før påske, som de skulle have haft.

- Med en konkurs kan vi gå i gang med at få pengene fra lønmodtagernes garantifond, fortæller afdelingsformand Niels Jensen fra 3F Thy-Mors.

Han er meget ærgerlig over, at Thy og Mors står til at miste de mange arbejdspladser, men er fortrøstningsfuld over for, at de hurtigt kan finde arbejde, da der er mangel på erfarne folk inden for træindustrien i det nordvestjyske.

Samme vurdering har Francois Grimal, der dog ser et lidt andet problem, efterhånden som de tidligere ansatte får andet arbejde:

- Det gør en rekonstruktion sværere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08