Randers-firma på opkøb i København
Jensenplus, der producerer møbler og inventar, har overtaget virksomheden Design+Funktion og får dermed både kontor og showroom i hovedstaden.
Direktør Claus Omann Jensen forklarer, at overtagelsen af Design+Funktion skal ses i lyset af et ønske om at stå stærkere i det fortsat lidt urolige marked:
- Det har længe været et stort ønske og højt prioriteret, at kunne servicere alle vores kunder på Sjælland lidt tættere på. Med det nye team får vi nu lokal tilstedeværelse i Købehavn, og vi glæder os til at fortsætte den vækst vi har oplevet i København de sidste år, fortæller direktøren, der ejer firmaet sammen med Jeanette Omann Jensen.
Jensenplus har gennem mere end 50 år haft egen produktion af blandt andet skranker, specialmøbler og garderober. De senere år har virksomheden endvidere opbygget en række standard-møbelserier til erhvervssegmentet; herunder Blackbox-serien, som er tegnet af schmidt hammer lassen.
De nye lokaler er beliggende i Store Kongensgade, København K.