Jysk sofaproducent vover nu noget andet
Siger man Stouby i Løsning ved Hedensted. Så vil kendere straks sige: Sofaproducent.
Og måske også lænestole og sofaborde.
Derfor ligner det et drastisk skridt, når den sydøstjyske møbelproducent nu kaster sig over et bord og en stol, der egner sig til kantiner og konferencer.
Stouby Furniture har købt produktionsrettighederne til at fremstille serien Vico Uno, som er tegnet i 90'erne af den italienske møbelarkitekt Vico Magistretti (1920-2006).
Serien blev egentlig skabt for Fritz Hansen i 1997 og hjulpet på vej i et samarbejde med den fynske møbelarkitekt Erik Simonsen, som nu har overdraget designkonceptet til Stouby Furniture. Tanken var at skabe et møblement med italiensk charme og skandinavisk lethed.
Det blev premieret med Reddot Design Award i 1999.
For Stouby Furniture betyder det, at man kan tage andre varer med i kufferten, når man er ude og tilbyde sig på kontraktmarkeder indland og udland.
- Vi har lyttet til vores kunder. Det er jo det, man skal gøre. Og det er for eksempel kunder i Tyskland, der har sagt, at det ville klæde os, hvis vi begyndte at lave borde, stole og noget til at hænge på væggen, siger Carsten Mortensen, adm. direktør hos Stouby Furniture.
Stoubys salg er med tiden blevet mere kontraktpræget. I udlandet er andelen af omsætningen på cirka 50 procent, mens boligmarkedet tager resten.
- Så det skal vores sortiment i højere grad afspejle. Det er også derfor.
Egentlig synes han ikke, det har vanskeligt for en virksomhed, som "især laver polstermøbler til hr. og fru Jensen" - som han selv siger. Han oplever ikke selv skridtet som drastisk.
- For vi har jo beholdt vores egen fabrik, og så er vi gode til produktion, siger Carsten Mortensen.