23948sdkhjf

Holstebro-virksomhed investerer i produktionen

Hos J.P. Povlsen & Sønner A/S i Holstebro har man valgt at tro på en fremtid med CNC.
Virksomheden har købt sit første CNC-bearbejdningscenter, en Morbidelli Universal TV 3012, som har en meget stabil konstruktion og er god til enkeltstyksproduktion.

J.P. Povlsen arbejder en del med renoveringer af fredede bygninger men har også mange andre opgaver som diske, reoler og specialinventar til banker, butikker og sygehuse.

Bygningsafdelingen er med 30 ansatte den største del af virksomheden, men meget af det, der bruges til byggesagerne, er baseret på egenproduktion, og værkstedet udgør derfor en vigtig del af virksomheden.

Kortere vej fra ordre til færdigt emne
Fordi J.P. Povlsen ofte kun har brug for et enkelt eller meget få eksemplarer af hvert emne, er det vigtigt med en fleksibel produktion til især de buede emner.

- Med den nye CNC-maskine bliver tiden fra ordre til færdigt emne væsentligt kortere, fortæller Åge Madsen, som arbejder på maskinen.

Åge har været i virksomheden i 4 år men har baggrund i møbelbranchen, hvor man længe har arbejdet med CNC. Så for ham var CNC ikke noget nyt. Han skulle selvfølgelig lære maskinen at kende, og han skulle lære CAD-systemet AlphaCam.

Det blev klaret på et tre dage langt kursus og arbejdet med at lære maskinen at kende foregik delvist gennem undervisning fra LindLarsen, hvor man har købt maskinen, og delvist på egen hånd.

Bedre udnyttelse af tiden
En velkommen sidegevinst ved købet af maskinen er, at J.P. Povlsen nu kan bevæge sig ind på andre forretningsområder. Fx er man begyndt at arbejde med acrylmateriale og aluminium. Så nu fremstiller man også skilte til reklamebranchen.

Når man i virksomheden har besluttet at investere i CNC, er det først og fremmest for at udnytte tiden på værkstedet bedre og satse på både inventaropgaver og nye områder.

- En af fordelene for os er, at det er hurtigere og billigere at fremstille ting, som før var dyre. Og samtidig er det nemmere, nu hvor vi også har CAD/CAM. Det virker første gang, forklarer Åge Madsen.

Det traditionelle arbejde med skabeloner er forsvundet med indkøringen af CNC-maskinen. Hvad der før kunne tage fra en halv time til en hel arbejdsdag at lave, kan nu gøres på mellem fem minutter og en time. Og skabelonerne er ens hver gang. Det gør det meget nemt at arbejde med fx skabeloner til hænglser/fræsninger. De gemmes bare på serveren til næste gang.

På den nye Morbidelli har J.P. Povlsen en serviceaftale med LindLarsen, hvilket har været en fordel for Åge Madsen:

- I starten har der da været et par gange, hvor der skete fejl. Så kunne teknikeren hjemmefra online koble sig på maskinen og se, hvad der var galt. Det er smart. Hvis man fx har en programmeringsfejl er der jo ingen grund til at få en tekniker ud, forklarer han.

Om J.P. Povlsen & Sønner
De nuværende indehavere af virksomheden, Allan Olesen og Valdemar Vejbæk, er hverken J.P. Povlsen eller hans sønner.

De gange, den 90 år gamle virksomhed har skiftet ejer, er det oprindelige navn bibeholdt, fordi virksomheden havde et godt navn på Holstebro-egnen.

J.P. Povlsen udfører fortrinsvist lokalt arbejde, dvs. i en radius af 40-50 km fra Holstebro, men varetager også opgaver for faste kunder, som har afdelinger andre stedet i landet. Et eksempel er møntsorteringsreoler til banker.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094