Hvorfor skal så mange møbler smides bort?
Af David Wedege
David Wedege er journalist og nyhedsredaktør for Wood Supply
Det vil egentlig være urimeligt at nævne navnet på stoleproducenten. Når det lige så godt kunne være en af mange konkurrenter.
Men jeg købte en okay billig kontorstol sidste år hos en forhandler, som gerne vil kendes på sine medgørlige priser.
Den var især sammensat af 2 stykker. Et sæde og et ryglæn. Og 2 armlæn af plastik var de 2 beslag, som holdt hoveddelene sammen.
Ting bliver brugt i en børnefamilie, og plastarmlænene på familiens eneste computerstol blev udfordret af hverdagens og weekendens tumleri.
Først knækkede det ene armlæn. Det øgede belastningen på det andet. Og så knækkede det andet selvfølgelig også, så ingenting længere holder sammen på sæde og ryglæn, som ellers ingenting fejler.
Jeg troede, at producenten snildt kunne anskaffe 2 så simple stolekomponenter. Men svaret var nej. Det ville ødelægge forretningsmodellen, hvis reservedele sådan skulle lagerføres.
Så kontorstolen, der kun var 2 armlæn fra være intakt, fandt den tunge - eller snarere alt for lette vej - til en genbrugsstation, hvor dens dage kunne ende i selskab med masser af andre møbler. Især hylder, reoler og kommoder.
Jeg er formentlig ikke den eneste, der har set bjerge af møbler til affald, og når de først er havnet i et storskraldsrum, vil ingen tage dem hjem.
Årsagen er typisk, at en tynd og skrøbelig overflade har fået ridse, flænge eller revne.
For så kan man ikke være møblet bekendt længere. Hverken over for sig selv eller de gæster, man inviterer ind. Har man flosset melamin, er man måske også selv lidt flosset.
Så selv om en reol fortsat kan stå og bære bøger, så er den i manges øjne "i stykker", hvis den blotter noget spånplade. Hvilket man i andre dele af verden vil finde absurd. Ja, vores helt egne tipoldeforældre, der levede i knaphedstider, må rulle i deres grave.
Hvad der er intakt og hvad der i stykker og betragtes som affald, er altså i høj grad et kulturelt og mentalt spørgsmål.
Her vil det være nemt at skyde på enten forbrugerne eller producenterne, men sagen er vel, at ingen af os - hverken producenter eller forbrugere - for alvor er kommet på omgangshøjde med en 2017-dagsorden, når det kommer til bæredygtighed, affaldsmindskning og ressourcebevidsthed.
Der er noget ved vores møbler, der stadig halter og kalder på omstilling.
Bunkevis af storskraldsmøbler følger ikke den dagsorden, som også branchen selv har tilsluttet sig. Med stor tilslutning til forsyningskædeansvar, bæredygtigt skovbrug, energieffektiv produktion og mindskning af giftstoffer.
Og forbrugernes adfærd lever ikke op til det, mange siger, når Gallup ringer og spørger.
God samvittighed - grønne fjer i hatten - har altid været til at betale og komme til for det overskudsramte kundesegment. Men det allerstørste segment er middelklassen, og mange i den køber helst så billigt som muligt.
Og især hvor møblerne er billigst, er branchen mest og tungest konsolideret. Men den har ikke grund til at frygte en omstilling mod mindre affaldsskabelse, for jobbene vil formentlig flytte sig i stedet for at forsvinde. Måske fra produktion til reparation. Og fra salg til service.
Billig melamin bør også kunne billigt repareres. Og 2 bærende armlæn til en kontorstol må også kunne fremtrylles.
At det skulle forestille at være dyrt i dag - at reparation er dyrere end nyanskaffelse - er formentlig strukturelt betinget. Reparation bør kunne udvikles og effektiviseres og gøres lønsomt.
