Bramming Plast-Industri køber op i Norge
Underleverandøren til bl.a. den danske møbelindustri har overtaget virksomheden Inotan, 50 kilometer syd for Oslo.
Jesper Brix, administrerende direktør i Bramming Plast-Industri (BPI), betegner Inotan som et godt supplement til BPI’s egne aktiviteter.
Han oplyser, at det norske selskab i de kommende to år skal fungere som en selvstændig afdeling i BPI. Derefter vil man tage stilling til, om aktiviteterne skal fortsætte i Norge eller eventuelt flyttes til Polen, hvor BPI i forvejen har en fabrik.
- Den hidtidige ejer af Inotan er 68 år, men tager et par år mere. Vi vil ud over at forsøge at fastholde de nuværende kunder se, om de kan bruge nogle af de produkter, vi laver på BPI, siger Jesper Brix til JydskeVestkysten.
Om Bramming Plast-Industri
Virksomheden er etableret i 1971 og beskæftiger i dag cirka 450 ansatte fordelt på fire fabrikker i Bramming, én fabrik i Polen samt et salgsselskab i Sverige.
Til møbelindustrien leverer BPI blandt andet hård skumplast, skåret skum, MDI-skumplast og indstøbning.