Ram'n snupper designpris
Anden runde af Danish Design Awards prisfest fandt sted onsdag aften i Svane Shippings lagerhal på havnen i Kolding.
Her fandt man vinderne i fire nye priskategorier og to særpriser.
Blandt vinderne finder man en æstetisk-funktionel rollator, delebilskonceptet GoMore og det partnerskabsfremmende VenligBolig.
I kategorien Peoples Choice vandt Ram’n - en enkelt træramme, med en ekstra mekanisme, der udvider funktionen fra indramning til opbevaring.
RAM’N er skabt til børnetegninger; den gør det ultranemt at indramme barnets seneste værk ved blot at trykke tegningen mod rammens akrylliste, så den med tiden kan rumme en hel samling tegninger - eller hvad man nu måtte bruge den til.
- Den gør ikke noget særligt væsen af sig, men den enkle træramme er alligevel sært appellerende. Træarbejdet er meget smukt udført af PH’s snedkeri på Falster, og så har rammen en ekstra mekanisme, som udvider funktionen fra indramning til opbevaring. Ram’n er skabt til børnetegninger, og den gør det ultranemt at indramme barnets seneste værk ved blot at trykke tegningen mod rammens akrylliste. Børn er imidlertid produktive, og derfor er det genialt, at den næste tegning kan ryge samme vej, uden at værktøjskassen skal frem. Med tiden rummer RAM’N en hel samling af tegninger – eller hvad man nu måtte bruge den til, lød juryens begrundelse for at vælge netop Ram’n som vinder.
Ram'n, der er designet af Thomas Piil Winkel i 2013, var også nomineret i kategorierne Daily Life og Feel Good. Her blev man midlertid slået af M-Payg Solar Home, et forudbetalt solenergisystem, der giver lavindkomsthusholdninger i udviklingslande adgang til solenergi via små mobile ratebetalinger, og Casusgrill, et redesign og en grøn transformation af engangsgrillen i aluminium. Fremstillet af bæredygtige materialer uden brug af metal.
Se de andre vindere efter videoen.
De fire nye Danish Design Award-kategorier og vindere i 2017 er: I kategorien Fostering Partnerships vandt Venligbolig - et boligkoncept, der skaber mulighed for, at kommuner og borgere samarbejder om at finde egnede boliger til flygtninge og samtidig forhindrer øget ghettodannelse. Udover partnerskabet mellem kommunen og boligejeren, opstår der et partnerskab mellem den danske og den nydanske familie, som gennem interaktion samarbejder om at bygge bro over kulturelle og sproglige forskelle. I kategorien Improved Welfare vandt Scandinavian Indoor - en serie af rollatorer, som er tilpasset både inde- og udeliv. For mange mennesker er brugen af rollatorer forbundet med tab af værdighed og identitet, ligesom hjemmets intime privatsfære præges, når velfærdsteknologi rykker ind i boligen. Scandinavian Indoor tager udfordringen op med sit funktionelle design og harmoniske udtryk, der sætter mennesket i centrum og glider ubesværet ind i hjemmet, uden at det opleves som institutionaliseret. I kategorien Game Changer vandt Open Embassy - et designkoncept, der med sin popup-ambassade repræsenterer en helt ny måde at lave ambassader på, hvor diplomatiet rykker ud til folket i stedet for at gemme sig i bevogtede domiciler. Projektet er et stykke socialt design, der vender vrangen ud på det traditionelle diplomati og kan inspirere andre offentlige instanser til mere åbenhed og gennemsigtighed. I særprisen Young Talent blev der i år udråbt to vindere: Sofie Holm Larsen for sin designløsning Poetic instructions in heart-massage – en animationsfilm, der visualiserer instrukserne i hjertemassage. Filmen kommunikerer sit budskab engagerende i et på en gang sagligt og poetisk univers, der ved hjælp af enkle virkemidler formår at appellere til både hjerte og hjerne. Emilie Dissing Wiehe vandt for sin løsning RO – tre specialdesignede produkter, som skal løfte livskvaliteten for demente. Et eksempel på, at design også kan handle om at skabe velfærdsinnovation gennem udviklingen af gennemtænkte og smukke produkter, der tager udgangspunkt i brugerens forudsætninger. |
Artiklen er en del af temaet Video.