Nyt underskud hos møbelgrossist
Interstil A/S med base i Horsens kom ud af 2009 med et underskud på knap 21,3 mio. kroner før skat.
Resultatet på -21,3 mio. kroner før skat er en forringelse på knap 9 mio. kroner i forhold til 2008, og i samme periode er omsætningen faldet fra 475 til 4,2,5 mio. kroner.
Forbedret drift i 2010
Som følge af de markedsmæssige vilkår har ledelsen øget sit fokus på pengestrømme og soliditet. Desuden er omkostningsniveauet nedbragt, hvilket blandt andet har medført en reduktion i medarbejderstaben fra 97 til 84 ansatte.
Interstil vurderer, at de betydelige udfordringer i det forgangne regnskabsår vil fortsætte gennem 2010, men ledelsen forventer dog samtidig, at det vil lykkes at forbedre driftsresultatet, som i 2009 lød på -11,6 mio. kroner.
Om virksomheden
Interstil blev skabt i sin nuværende form i 2005 via sammenlægning af flere handelsselskaber. Koncernens hovedaktivitet er engroshandel med møbler, der primært afsættes på eksportmarkederne.
Hovedkvarteret er placeret i Horsens, og derudover har Interstil kontorer i Sverige, Norge og Fjernøsten.