23948sdkhjf

Grønning Hårdt Træ arbejder sig ud af krisen

Trods svære vilkår under krisen har den østjyske handels- og produktionsvirksomhed formået at fastholde væksten i omsætningen. Det har nu givet sorte tal på bundlinjen.
Efter to hårde og særdeles udfordrende år er krisestemningen nu på retur hos Grønning Hårdt Træ (GHT).

Skanderborg-virksomheden har som mange andre i træindustrien skåret ind til benet under krisen, men sideløbende med tilpasningerne i bl.a. produktionen er der satset andre steder.

- Jeg har fokuseret kraftigt på at øge salgsindsatsen. Det kan lyde som en floskel, men hvis ikke du får solgt nogle varer, kommer du ikke ud af krisen, siger René Hasbo, GHT-ejer siden 2007.

En krise er ikke kun negativ
Floskel eller ej. René Hasbo og GHT har siden årsskiftet udvidet salgsafdelingen fra fire til seks, og denne satsning – sammenholdt med et FSC-certifikat og en udvidelse af varesortimentet – er så småt ved at bære frugt:

- En krise er ikke kun negativ. Man bliver nødt til at gøre tingene på en anden måde, og det kan være en styrke på sigt, siger René Hasbo og fremhæver desuden en ændret konkurrencesituation som en årsag til GHT's aktuelle fremgang:

- Det sidste halve år er der blevet bedre plads i markedet; bl.a. som følge af omlægninger og lukninger hos flere konkurrenter, og det udnytter vi nu, vurderer han.

Senest har GHT suppleret sit salgsteam med Jens Iversen, der er kommet til fra Jutlan Profil, og René Hasbo oplyser endvidere, at man pt. overvejer at udvide den 15 mand store medarbejderstab med nye folk til produktionen.

Tocifret vækst i de kommende år
GHT baserer sin forretning på liste- og profilproduktion samt salg af hårdttræ til bl.a. møbelindustrien og byggeriet. Virksomheden kom ud af regnskabsåret 2008/09 med et par millioner i underskud, primært som følge af lavere omsætning i møbelindustrien.

Siden er det lykkedes at hente en del af det tabte i dette segment, men det er især afsætningen af trælast og byggekomponenter, der har rykket sig det sidste års tid. Så meget, at GHT har formået at hente et positivt resultat for første halvdel af regnskabsåret 2010. Og pilen peger indtil videre mod yderligere vækst:

- Med de vækstrater vi har haft, og dem vi kan se forude, er vi meget positive. Vi forventer tocifret vækst i omsætningen over i hvert fald de næste to år, siger GHT-ejeren, der bl.a. har store forventninger virksomhedens handel med terrassebrædder, azobé til havneprojekter samt lister og profiler.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078