Se tallene: Et livligt 2016 for københavnsk designhus
2016 lå ikke på den lade side for Normann Copenhagen.
Masser af investeringer i nye medarbejdere og i produktudvikling og i varebeholdning har opskaleret forretningen i det københavnske designhus, og bundlinjen bevægede sig også i den heldige retning: Overskuddet efter skat steg med cirka 2 millioner kroner.
Og direktør Poul Madsen udtrykker over for Wood Supply, at resultatet kunne blive endnu bedre.
- Vi har måske investeret ekstra meget i 2016, og sådan er det, når man vil vokse organisk. Her skal det ske for vores egne penge, og vi (medejer Jan Normann Andersen) er ikke dem, der trækker penge ud. De penge, vi tjener, investerer vi i virksomheden, siger Poul Madsen.
I regnskabet er varebeholdning en post, der er steget fra 20 til 36 millioner. Det handler om Normanns sortiment “hele vejen rundt”, som Poul Madsen siger. Og særligt lanceringen Daily Fiction med artikler til hjemmekontoret fylder godt op.
I 2016 udviklede Normann Copenhagen også en ny serie af møbler, der var tiltænkt kontraktmarkedet. Blandt andet kendte stolenyklassikere af Simon Legald, der har fået nye kontorstel.
For at sende den serie ud over rampen, har Normann Copenhagen ansat Hanna Sleman, som bliver ansvarlig for salg til det danske kontraktmarked. Hun har tidligere haft samme stilling hos Gubi.
mio. kr. | 2016 | 2015 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 45 | 37 |
Resultat af primær drift | 16 | 14 |
Resultat før skat | 16 | 14 |
Årets resultat | 12 | 10 |
Balancesum | 80 | 59 |
Egenkapital | 46 | 34 |
Personaleomkostninger | -29 | -22 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2016. |