23948sdkhjf

Hårdt år for Daells Bolighus

Lavpriskæden med seks møbelhuse på Sjælland og Fyn kom ud af 2009 med et underskud på 14 mio. kroner.
2009 blev et svært år for møbelkæden Daells, der som mange andre i branchen har måttet erkende, at det er svært at sælge møbler i disse tider.

Underskuddet lyder på 14 mio. kroner, men møbelkæden kan dog glæde sig over et solidt bagland i form af Harald Nyborg-koncernen, som, ifølge koncernchef Arne Gerlyng-Hansen, sikrer en stabil økonomisk ballast i en tid med vigende salgstal:

- Det er hårde tider for møbelhuse i Danmark. Jeg tror ikke, at det er nogen hemmelighed, at de fleste i branchen har det hårdt i disse tider. Vi har heldigvis en koncern, hvor vi har en rigtig god indtjening, så vi har kræfterne til at stå imod med, siger han til dagbladet Børsen.

Udskilningsløb på et tidspunkt
Efter Arne Gerlyng-Hansens opfattelse er møbelbranchen presset af flere grunde. Først og fremmest er der naturligvis den økonomiske krise, som har fået danskerne til at holde lidt igen med investeringer i varige forbrugsgoder.

Samtidig har opbremsningen i boligsalget betydet, at der er blevet længere mellem de kunder, der skifter møblerne ud i forbindelse med en flytning. Endelig har den skærpede kamp om kunderne ført til hyppigere priskrige og udsalg med jævne mellemrum. Denne tendens er naturligvis ikke holdbar i længden:

- Der må komme et eller andet udskilningsløb på et tidspunkt. Der er nogen, der må kaste håndklædet i ringen, vurderer Arne Gerlyng-Hansen, som ikke afviser, at Harald Nyborg-koncernen vil udnytte sin solide likviditet til opkøb af nødlidende konkurrenter.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.072