23948sdkhjf

Trip Traps direktørduo skilles

Efter godt fem års parløb har direktørerne Jesper Panduro og Anders Bundgaard nu besluttet at gå hvert til sit.
Beslutningen medfører, at Jesper Panduro fortsætter som direktør i Trip Trap Denmark A/S, mens Anders Bundgaard fratræder og samtidig afhænder sin ejerandel.

Trip Trap har de senere år klaret sig fint og er kommet gennem krisen uden røde tal på bundlinjen. Samtidig er de fleste af virksomhedens forretningsområder i positiv udvikling. Set udefra kan beslutningen derfor virke overraskende.

Kun én kaptajn
Men alle forhold har sin tid, og de to direktører lægger ikke skjul på, at deres samarbejdsrelation i dag ikke er lige så frugtbar som den var for fem år siden:

- Vi er nået frem til, at det er bedst for Trip Trap, at der fremover kun er én kaptajn. Det har vi brugt rigtig mange ressourcer på drøfte og tænke over, og vi er heldigvis landet med en løsning, som vi er enige om og begge har det godt med, fortæller Jesper Panduro.

Lyst til at prøve noget nyt
Siden duoen overtog Trip Trap for godt fem år siden har Anders Bundgaard haft ansvar for salg, marketing og produktudvikling. Han lægger ikke skjul på, at det er med blandede følelser, at han nu siger farvel til virksomheden:

- Jeg har været engageret i virksomheden siden 1996, og det har været en fantastisk spændende og udfordrende tid. Men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg i nogen tid har haft lyst til at prøve noget nyt, siger han.

Selvom årene i Trip Trap har budt på talrige muligheder og udfordringer, så skal der nogle gange et mere omfattende sceneskifte til, før man rigtig mærker forandringen, mener Anders Bundgaard:

- Selvom det har været svært for mig at tage den endelige beslutning om at træde ud, så er jeg glad for beslutningen og meget motiveret i forhold til at tage fat på nye projekter og opgaver. Jeg har nogle ting i støbeskeen, men jeg har lovet mig selv og min familie at tage mig tid til at overveje mulighederne nøje inden, jeg kaster mig over noget nyt, fortsætter han.

Ikke de store ændringer for Trip Trap
Ændringerne får, ifølge Jesper Panduro, ikke umiddelbart den store indflydelse på Trip Traps fokus og daglige drift:

- Vi har sat en del nye skibe i søen den seneste tid, og flere af dem er allerede ved at have rigtig god fart. Især vores eksport-satsning med en mere aggressiv bearbejdning af de nære markeder ser rigtig lovende ud og rummer stort potentiale fremadrettet, siger Jesper Panduro, som kun har positivt at sige om sin nu forhenværende direktørkollega:

- Anders har forvaltet sine ansvarsområder rigtig godt, og jeg er ham meget taknemmelig for, at han efterlader en så solid og velbygget platform at bygge videre på, slutter Jesper Panduro.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125