23948sdkhjf

Klar med dansk alternativ til tropisk træ

Tre års forskning i modificering af danske træsorter viser, at Danmark kan levere et miljørigtigt alternativ til tropetræ. Træet bliver hårdere samt smuds- og vandafvisende.
Modificering åbner uanede muligheder for forbedring af træs egenskaber.

Miljø- og klimaperspektiverne er så åbenlyse, at der i foråret 2007 ikke var tvivl hos træbranchen.

Mulighederne for at industrialisere og kommercialisere modificeret træ skulle endevendes.

Resultatet er klar
- Vi gik i gang med at afdække de træsorter og teknologier, der skal bruges. Desuden testede vi, hvor de enkelte modificerede produkter egner sig bedst, så producenter af fx vinduer hurtigt får overblik over, hvordan de kan lave nye produkter af modificeret træ, forklarer Svend Erik Nissen fra Development Centre UMT.

Udviklingscentret, som har hjemme i Herning, har ledet det omfattende projekt og står nu med resultatet i form af et overskueligt skema, som er interessant for virksomheder, der vil imødekomme forbrugernes stigende efterspørgsel af miljøvenlige løsninger.

Ifølge Svend Erik Nissen har forskningen vist, at man, ved hjælp af vand og varme samt inspiration fra tidligere kulturer som romerriget og vikingetiden, kan skabe overflader, som i visse tilfælde holder i 30 år.

Modificeringen ændrer således træets egenskaber, så det ikke tager mod fugt og bliver modstandsdygtigt overfor råd og svamp.

Undgår kemi og klimabelastende transport
Skovfoged Mogens Lunde fra Celloc, der allerede arbejder med modificeret træ, har deltaget i projektet.

Han er ikke i tvivl om, at perspektiverne for modificeret træ er gode. Ved at erstatte oversøisk træ med modificeret træ fra Nordeuropa lettes presset på andre regioners skove.

Dyrt, mørkt træ er ofte hentet i ret sårbare naturskovsmiljøer – ofte via illegal hugst. Samtidig tilbydes producenter en mere præcis og sikker forsyning, når træet ikke skal hentes i en hel anden verdensdel:

- Vi tilbyder folk en bedre samvittighed ved at undgå kemi og lang klimabelastende transport. Men jeg er i tvivl om, hvor lang tid vi i Danmark bruger på at tage modificering til os. Vi er jo kendte for en god miljøprofil, men et land som Storbritannien står også klar til at byde ind, vurderer Mogens Lunde.

Vil forbrugerne betale?
Ifølge Svend Erik Nissen er modificeret træ op til 80-100 % dyrere end almindeligt træ, og det bliver en udfordring i bestræbelserne på at på teknologierne udbredt:

- Folk er ikke nødvendigvis opmærksomme på, hvad de får for den højere pris; træets funktionalitet er meget bedre end ved ubehandlet træ og holder i længere tid. Desuden kan træet for eksempel også have en øget isoleringsværdi, forklarer han, og peger på, at der fremadrettet ligger et stort arbejde i at øge kendskabet til modificeret træ blandt arkitekter, ingeniører og entreprenører:

- Markedsvolumenen skal undersøges, for øget efterspørgsel kan nedbringe kubikmeterprisen. Vi står med et potentielt guldæg – men markedet ved endnu ikke, at det er lagt, slutter Svend Erik Nissen.

Projektets resultater fremlægges på et seminar tirsdag d. 28. september i Innovatorium i Herning. Læs mere om seminaret i artiklen " Få den nyeste viden om træindustrien ".
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085