Fra Aarhus til Hawaii og retur: Stillehavet gjorde ham selvstændig
For halvandet år siden var Kasper Andersen fra Aarhus en udlært hobbysnedker, som arbejdede den ene halvdel af dagen som ufaglært for at tjene penge.
Og de penge brugte han så på at lave møbler i fritiden.
Men så lagde han en karriereplan, inspireret af en helt særlig invitation.
Den plan fortalte han om til Wood Supply i 2015.
Et møbelsnedkeri på Hawaii inviterede ham til at tilbringe godt et trekvart år midt ude i Stillehavet.
Og planen var så, at han ville vende hjem for at blive selvstændig møbelsnedker på fuld tid.
Den plan synes han er lykkedes.
- Det synes jeg. Jeg er vokset fra 27 til 180 kvadratmeter i Aarhus C, så det går den rigtige vej.
Og fortæller, at han ikke længere behøver andet arbejde for at klare sig.
- Det er 100 procent på fuld tid. Det er min eneste indtægtskilde, og den betaler både husleje og udgifter til maskiner, mad på mit bord og lidt fornøjelser, fortæller han.
Med firmaet WoodKaan har fundet et godt miks af private kunder og erhvervskunder. Han nævner nogle messestande, han har lavet for Albani og for Arla.
- Det var heldigt, at jeg kunne få fat i det, og det er vigtigt. Det er faste kunder, som vender tilbage.
Han håber også at kunne få foden markant indenfor på markedet for private snedkerkøkkener, og han arbejder aktuelt på en privatopgave for en kunde i Aalborg.
Gjorde Hawaii så en forskel?
- Ja. Jeg fik en masse erfaring og lærte mit håndværk at kende på nye måder. Jeg lærte at bygge snedkerkøkkener på fra bunden uden standardmål og andre små detaljer, som gør store forskelle.