23948sdkhjf

Nordjysk Wegner-producent vil også være andet

Hos Getama i Gedsted i Vesthimmerland lever man godt af at være betroet sin del af Hans J. Wegners designarv.

En armstol som GE290 har fået øget sit salg markant i de senere år, og i år relancerer Getama den stærkt efterspurgte “Cigarstol”, model 240, som ikke har været i produktion i cirka 40 år.

Hvis Wegner er laurbærene, så hviler Getama godt på dem. Men det vil Getama ikke blive ved med.

Tiderne skifter, og det, der kan være brandvarmt i dag, kan blive mere lunkent i morgen.

Skulle det - det nærmest utænkelige - ske for Wegner-klassikerne, så skal det ikke komme bag på Getama, som så at sige vil sprede sin risiko.

- Hvis Wegners popularitet en dag drasler, så skal det ikke betyde, at det ramler for os. Ved at brede os, vil vi blive knapt så sårbare. Det gør vi nu, selv om interessen for Wegner kun virker til at være stigende, siger Christoffer Buus Nielsen, som er salgsdirektør hos Getama.

Getama vil derfor sprede forretningsrisikoen ved at satse på et bredere felt af designere og produkter, og den nordjyske møbelfabrik varsler en nylanceringsbølge, der er større end set i mange år for virksomheden.

- Vi har planer om flere nye tiltag, men det er noget, vi ikke vil afsløre på nuværende tidspunkt. Vi forventer at vise noget frem i Stockholm i 2018, og måske lancerer vi allerede noget i efteråret, fortæller han.

I april i år lancerede Getama et ret usædvanligt produkt for det nordjyske snedkeri. Et plankebord af Douglas-planker fra Dinesen, som er designet af Friis & Moltke, som foruden sine kendte bygningsarkitekturer også gør sig inden for møbeldesign.

Christoffer Buus Nielsen, som fortsat vil holde på firmaets hemmelige planer, bekræfter, at Friis & Moltke-bordet kan betragtes som en tyvstart på det, der kommer til at ske.

Nylanceringer er ikke det eneste, der er på dagsordenen hos Getama.

- Det andet store fokus er eksport, for det er der, vi kan hente flere penge. Vi har før været bedre med i lande som Sverige, Holland og Tyskland, og de markeder skal vi have mere gang i igen, fortæller Christoffer Buus Nielsen.

Getama er egentlig en forkortelse af Gedsted Tangmadras. Oprindelig lavede virksomheden madrasser med fyld af kogt og tørret tang, som blev samlet ved Limfjordsbredden tæt på Gedsted. Tang var allerede udfaset, da Hans J. Wegner startede samarbejdet med firmaet i 1949, som især var båret af Getamas know-how til at lave springfjedrede hynder.

Der er stadig en betydelig produktion af sengemadrasser hos Getama, som er det næstestørste forretningsben. Et tredje forretningsben er auditoriestole. For nylig har Getama leveret et projekt til udvidelsen af medicininstituttet Panum i København.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.488