Montana-overskud på 11,3 mio. kroner
Efter et beskedent resultat i 2008/09 er den fynske møbelproducent igen tilbage på vækstsporet.
I regnskabsåret 2009/10 – der blev afsluttet ved udgangen juni måned – er bruttofortjenesten således øget med hele 23 %, mens resultatet på bundlinjen er gået frem med godt 11 mio. kroner:
- Årets resultat udgør 11,3 mio. kroner sammenlignet med 0,4 mio. kroner i sidste regnskabsår, der blev stærkt påvirket af den internationale finanskrise. Ledelsen anser resultatet og selskabets likviditetsudvikling for at være tilfredsstillende, skriver Montana blandt andet i sin årsrapport.
Det er i årets løb lykkedes at vinde flere store indretningsprojekter, hvor Montana sammen med forhandlere og arkitekter har indrettet nye hovedsæder for en række kendte erhvervsvirksomheder.
Investeringer i produktion og administration
Montana oplyser endvidere, at der i regnskabsåret er foretaget investeringer for 4,2 mio. kroner med henblik på at effektivisere driften og imødekomme fremtidens krav.
Hovedparten af investeringerne er gået til IT, og samlet set har virksomheden over de seneste fem år investeret 70,8 mio. kroner i udvikling af administration og produktion.
2010 blev også året, hvor datterselskabet Montana Möbel Deutchland blev likvideret, og omkostningerne til lukningen er medtaget i 2009/10-regnskabet.
Fortsat fremgang i 2010/11
Montana-ledelsen forventer, at den positive udvikling vil fortsætte i regnskabsåret 2010/11 med et aktivitetsniveau svarende til 2009/10.
Den positive likviditetsudvikling ventes også at fortsætte, mens investeringsniveauet hæves marginalt i forhold til 2009/10.