Sydjysk møbelproducent er gået konkurs
Den Kolding-baserede møbelproducent Frandsen Furniture er gået konkurs, oplyser Statstidende.
Selskabet, der har produceret og markedsført designer Kurt Frandsens møbler, har i årrække haft en negativ egenkapital.
Tidligt i 2016 kunne Frandsen Furniture ellers rejse sig oven på nogle magre år og fremvise et overskud for 2015 på godt 200.000 kroner.
Kurt Frandsen begrundede fremgangen med, at han havde omstillet virksomheden fra lagergørende til ordreproducerende.
- Der skal en vis volumen til for at kunne være lagerførende, som vi var tidligere. Ellers er det en dårlig forretning, når man har en masse varer, som man skal forrente, sagde indehaver Kurt Frandsen til Wood Supply i marts 2016.
2016-resultatet blev dog et underskud i næsten samme størrelsesorden.
Produktionen var outsourcet til eksterne partnere i Østeuropa.
Det er ikke lykkedes for Wood Supply at træffe hverken Kurt Frandsen eller konkursboets kurator Jan Bruun Jørgensen.