23948sdkhjf

Arvinger trækker støtten til Wegner-museum

En organisatorisk omstrukturering af Museum Sønderjylland, som blandt meget andet omfatter udstillingen af Hans J. Wegners stolesamling i Tønder, har skabt masser af debat og ballade i landsdelen.

Nu blander Wegners efterkommere sig i debatten, skriver regionalavisen JydskeVestkysten.

I en pressemeddelelse, som er sendt til dagbladet, skriver den afdøde stoleskabers døtre Eva Wegner og Marianne Wegner, at de ikke længere vil støtte tilstedeværelsen af Hans J. Wegners stolesamling i Tønders gamle vandtårn, som er indrettet til museum. Hverken moralsk eller økonomisk.

Givet til Tønder by

Efterkommerne understreger, at Wegners stolesamling blev skænket til byen Tønder og ikke til en organisation, som kan have hovedsæde i en anden sønderjysk by.

- Varetagelsen af stolegaven, udstillinger, publikationer og anden form for formidling med brug af Wegners navn og design skal ske af en faglig kompetent og lokal ledelse og ikke af en organisatorisk enhed, hvor samlingen ikke længere udelukkende tilhører Tønder by, og hvor den endelige forvaltning af samlingen sker udenbys, skriver døtrene i pressemeddelelsen til JydskeVestkysten.

De erklærer dermed, at de afbryder samarbejdet med organisationen Museum Sønderjylland og nu ønsker et ”fornyet og frugtbart samarbejde med Tønder Kommune og den tidligere ledelse af kunstmuseet”, som døtrene skriver.

Trist anmeldt

Jens Møller, formand for Museum Sønderjyllands bestyrelse, havde ikke set pressemeddelelsen eller hørt om den, da avisen kontaktede ham.

- Jeg er da lidt chokeret. Jeg ville da ønsket, at de havde kontaktet os, hvis der er noget, de ikke er tilfreds med, siger han til JydskeVestkysten.

Wood Supply anmeldte tidligere i år stolesamlingen i Tønder, som er en permanent udstilling.

Anmeldelsen blev bestykket med 2 ud af 6 mulige anmelderstjerner, og udstillingen blev i anmeldelsen betegnet som ”en kulturhistorisk foræring, som museet forvalter med samme bovlamme bevidstløshed, som en serieklub forvalter sine gamle pokaler og vimpler.”

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065