Lærepladser er samfundets ansvar, og det betyder...
Af David Wedege
David Wedege er journalist og nyhedsredaktør for Wood Supply.
Nogle kalder det for CSR, når de gør noget, de ikke behøvede at gøre.
Men navne og forkortelser er egentlig ligegyldige.
Det er et samfundsansvar at sørge for, at der bliver uddannet dem, som træ- og møbelindustrien har brug for, og det sker ikke i tilstrækkelig høj grad.
Og det er samfundets ansvar. Nej, ikke kommunekontorets. Samfundet er alle elementer. Både offentlige og private. Organisationer og mennesker. Det er ikke så vigtigt, hvem der nøjagtigt gør hvad. Et samfundsansvar er som et stykke slikpapir på gaden: Den går forbi det, får ansvaret for at smide det i bøtten.
Derfor må man også meget gerne tage en lærling, selv om det ikke er nødtvungen nødvendigt for ens virksomhed. Bare det giver mening for den unge og for virksomheden.
Det er også vigtigt, at den offentlige indsats er rammende og effektiv.
De unge på det erhvervsfaglige område er mindre mobile end akademikerne, som flytter flere hundrede kilometer for at studere.
De unge er også samfundet, så det er bestemt også deres ansvar at flytte sig.
Men det skal være mere attraktivt for de unge at flytte. Her er det såkaldte "Produktionsdanmark ofte udfordret", men hvem kan gøre en forskel?
Det kan den lokale kommune da gøre, og det kan virksomhederne. I smukt samarbejde, for eksempel.
Med de rigtige bo- og fritidsfællesskaber kan man måske skabe noget attraktivt at flytte til.
Samfundet - nærmest os alle - er blevet beskyldt for at fremelske en udvikling, hvor unge fravælger det erhvervsfaglige.
Så kan samfundet også selv vende udviklingen, og det bliver samfundets skyld - langt fra bare kommunekontorets skyld - når virksomheder i fremtiden mangler faglært arbejdskraft.
Artiklen er en del af temaet Kommentar.
