DLH mod nye mål
Trævarekoncernen har nået de vigtigste pejlemærker i sin genopretningsplan. Derfor er ledelsen nu klar med en ny strategi, som bl.a. medfører en forenklet organisation.
Strategien skal i perioden 2011-2014 udvikle koncernens position som global grossist på markedet for træ, plader og træbaserede produkter:
- Vi har gennem hårdt og koncentreret arbejde bragt DLH ”Back in Black” forud for den oprindelige tidsplan, og det er tid at sætte nye mål. Derfor iværksætter vi nu næste fase af den udvikling, som skal gøre DLH til en fokuseret og ledende global trægrossist, siger adm. direktør Kent Arentoft.
Organisk vækst på 8-10 %
Som et væsentligt led i strategien vil DLH arbejde hen imod at skabe en ensartet og effektiv organisation på de markeder, som koncernen betjener.
Målet er at at opnå organiske vækstrater i niveauet 8-10 %, og det skal bl.a. realiseres gennem:
• Introduktion af pladeprodukter i Frankrig, Polen og USA.
• Regional ekspansion med udgangspunkt i allerede etablerede positioner i USA og Rusland.
• Udbygning af Trading-aktiviteterne i Indien via egne salgskontorer.
• Afvikling af tyske og britiske salgskanaler for produktionen af DLHs afrikanske hårdttræsproduktion. Det sker i forventning om, at denne produktion snart er afviklet.
Forenklet ledelsesstruktur nedlægger 90 stillinger
”Go To Market”-strategien vil også medføre en yderligere forenkling af organisations- og ledelsesstrukturen og fastlægge en klarere ansvarsfordeling.
Der iværksættes en organisationstilpasning, som fra 1. januar 2011 vil sikre, at
• DLH’s markeder i USA, Rusland, Norden, Vesteuropa (Frankrig og Benelux-landene) samt Østeuropa (Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ukraine) fremover dækkes af stærke regionale salgsenheder.
• Global Trading-funktionen optimeres og koncentreres i enheder i Danmark, Indien og Hong Kong, mens kontoret i Schweiz lukkes.
• Global Sourcing-enheden styrkes og får ansvar for at sikre høj og ensartet kvalitet på tværs af koncernen, udvikling af nye forretningsområder og DLH’s fortsatte CSR-indsatser.
Hertil kommer, at ledelsesstrukturen forenkles ved, at to markedsdirektører indtræder direkte i Group Management. Samtidig nedlægges to regionale ledelsesfunktioner, hvilket bl.a. indebærer at to nuværende medlemmer af Group Management udtræder.
På verdensplan nedlægges i alt 90 stillinger.
Besparelser for 30-40 mio. kroner
Ændringerne forventes i løbet af næste år at frigøre arbejdskapital i niveauet 70-80 mio. kroner i forhold til den forventede arbejdskapital primo 2011.
Nedbringelsen realiseres dels gennem afvikling af aktiviteter i Storbritannien og Tyskland og dels via en forventet årlig omkostningsbesparelse på 30-40 mio. kroner. Besparelserne ventes at få fuld effekt fra 2012:
- Det er altid med beklagelse at måtte sige farvel til medarbejdere, som har været en vigtig del af DLH gennem en årrække. Vores strategivalg betyder, at vi som ledende global trægrossist bliver en mindre og mere fokuseret organisation. Jeg er sikker på, at vi har taget de første og vigtige skridt på vejen til et stærkt og redefineret DLH, siger Kent Arentoft.