23948sdkhjf

Morsø Specialinventar åbner nye markeder

Virksomheden, der traditionelt har været ordreproducerende, er nu klar med en ny produktlinje, som delvist kan produceres til lager. Det åbner døren til en ny, stor målgruppe.
Morsø Specialinventar A/S (MSI) har siden midten af 1990’erne produceret individuelle erhvervsmøbler, men virksomheden har samtidig arbejdet med idéer til en ny produktlinje, der henvender sig mere bredt.

Den ordreproducerende virksomhed har ønsket at supplere med et standardiseret koncept, som delvist kan produceres til lager og lettere kan markedsføres.

Til virksomheder i alle brancher og størrelser
Et møde med designeren og kunstneren Monica Ritterband inspirerede MSI til at tage det endelige skridt, og i starten af 2010 indgik parterne formelt et samarbejde. Processen førte til udvikling af møbelkonceptet ”InBetween”, der netop er sendt på markedet:

- Vi blev enige om at tage afsæt i MSI’s kerneområde, nemlig gedigne receptionsskranker, men besluttede samtidig også at lave matchende tekøkkener, så InBetween kan byde velkommen hele vejen fra lobbyen til køkkenområdet, fortæller Monica Ritterband.

Hun lægger vægt på, at konceptet henvender sig til virksomheder i alle brancher og størrelser – fra skranken hos advokatfirmaet, lægehuset eller restauranten til disken i tøjbutikken eller receptionen på et stort hotel.

Vil skabe nyt segment
MSI-direktør Kurt Svane betragter dagens inventarmarked som polariseret, og han oplever en kolossal kløft mellem de to overordnede segmenter:

- Vi har hidtil udelukkende bevæget os i det relativt lille ’high-end-segment’, hvor produkterne arkitekttegnes og fremstilles efter individuelle ønsker og mål, og som dermed står i skarp kontrast til de masseproducerede standardelementer. Med InBetween vil vi bygge bro mellem de to poler, forklarer direktøren, som gennem serielignende produktion vil skabe et nyt ’mellemsegment’:

- Dermed kan vi nu nå en kæmpe målgruppe, der ellers ville have valgt en standardløsning, siger Kurt Svane, som forventer, at de tre første produkttyper kun er begyndelsen:

- Der er rig mulighed for at udvide distributionen, herunder til udlandet, samt gøre sortimentet bredere. Fx kunne køkkenløsningen danne udgangspunkt for et indtog på konsumentmarkedet i samarbejde med en af dets etablerede aktører, slutter han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093