50 år og levende: PBJ står stadig efter tårnenes fald
Da 2 berømte tårne i 2001 styrtede i grus i New York, styrede også den midtjyske møbelfabrik PBJ mod en slags afgrund.
Men med hårdt arbejde og gentænkning blev undergangen afværget. Og når PBJ Furniture fredag slår dørene op til jubilæumsreception, kan virksomheden fejre, at den er fyldt 50 år, er i fin form og har stor tro på fremtiden.
I 1968 begyndte møbelfabrikken nær Spøttrup på den jyske Salling-halvø at lave finerede småmøbler af især teak til et amerikansk marked, som elskede dansk og moderne.
Det var et vellevned for firmaet, som nærmest sluttede brat 11. september. 2001.
- USA er pludselig en krigsførende nation, og spørgsmålet hver morgen på deres tv er ikke, om soldater dør i Afghanistan. Spørgsmålet er kun, hvor mange der samme dag bliver slået ihjel. Sådan noget lægger klart en dæmper på forbruget. Det fjerner helt naturligt folks fokus fra at købe møbler, fortæller virksomhedsejer Morten Svendsen.
Han fortæller, at man var længe om at erkende, at Nordamerika – efter mere end 30 år – reelt var gået tabt som marked.
- Efter en årrække vender vi os så mod nærmarkedet, og vi videreudviklede vores design til det nationale og europæiske marked. Vi begynder at satse på lysere træsorter som eg og bøg, men det er stadig kun ædeltræ, vi finerer i, siger han.
Forstand på finér
Preben Vedel, der er dagligt ansvarlig, fortæller, at det stadig som førhen er finérarbejdet, der er PBJ’s udførelsesmæssige force.
- Vi går en tand længere. Vi gør en stor dyd ud af, at man skal meget tæt på møblet for at kunne se, at det er fineret. Det er der, vores knowhow ligger.
Stoltheden ligger i designet. At PBJ Furniture følger med markedet og udviklingen og forstår at udvikle designet, så det følger med efterspørgslen.
- I dag supplerer vi også med massivtræ. Især med ben til borde og stole. Men det er stadig finérproduktionen, der er den bærende kraft, siger Preben Vedel.
En milepæl i skabelsen af det moderne PBJ Furniture var en udflytning af produktionen i 2011, som nu foregår på egen fabrik i Polen, mens hovedkvarter, showroom og administration er blevet i landsbyen Rødding på Salling.
- At flytte til Polen - det var nødvendigt for at holde os konkurrencedygtige. Vi har ikke oplevet det som en ulempe, og vi har kunnet videreføre virksomhedens grundfilosofi. En ting som ikke kommer af sig selv, men kun fordi vi møder stor velvilje, siger Morten Svendsen.
Ud i verden
Der er reception fredag hos PBJ Furniture i Rødding på Salling, og virksomheden inviterer alle kunder, leverandører, kolleger i branchen og venner af huset.
Selv om det bliver fejret er 50-året alligevel kun et tal for Morten Svendsen. Han fortæller, at tidens fokus er at brede sig på virksomhedens europæiske eksportmarkeder. PBJ bruger især den årlige IMM-messe i Köln til at vise sig frem.
- Jeg fokuserer ikke så meget på, at vi fylder 50. Jeg fokuserer på, at vi er sund virksomhed, som er klar til at gå ud og begå os internationalt.