23948sdkhjf

Her bliver byggeaffald til rækkehuse

Frasorterede planker fra Dinesen og gamle termoruder indgår i nybyggeri i Københavns Ørestad.

I den sydlige del af Københavns Ørestad toner 20 nye rækkehuse lige nu frem.

Det er der som sådan ikke nogen nyhed i. For der bygges masser af nye boliger i Ørestad Syd.

Det nye – og unikke – er, at rækkehusene, som fejrede rejsegilde onsdag, opføres af gamle byggematerialer, som får nyt liv i Upcycle Studios, som projektet kaldes:

Genbrugsbeton til råhuset, genanvendte termoruder til facadepartierne og facadebeklædning og gulve af frasorterede planker fra Dinesen. Alt sammen materialer, der normalt ville være endt som byggeaffald.

Bag projektet står Arkitektgruppen og NREP med Moe som rådgivende ingeniør, mens Lendager står for både arkitektur og upcyclede materialer.

- Hos Arkitektgruppen synes vi, det har været virkeligt spændende at stå for byggeriet af Upcycle Studios. For spørgsmålet i byggebranchen har jo været, hvordan vi reelt kan bruge al den viden, vi efterhånden har om genanvendelighed og bæredygtighed. Hvordan kan vi konvertere det til levende byggeprojekter, som mennesker kan bo i, og som også er økonomisk bæredygtige, forklarer Robin Feddern, som er adm. direktør i Arkitektgruppen.

- Her får vi nye boliger, der er ekstremt bæredygtige, men samtidig ikke går på kompromis med hverken æstetik, funktionalitet eller kvalitet. Så jo, vi er begejstrede for at kunne virkeliggøre nogle af de idealer og ideer, som længe har været efterspurgt, og som nu omsættes i nogle attraktive rækkehuse, fortsætter han.

Gamle glas i nye rammer
Størstedelen af projektets vinduer stammer fra almene boliger i det vestlige Aalborg, hvor Himmerland Boligforening udfører en stor ejendomsrenovering på Henning Smiths Vej. De brugte vinduesglas får nu nyt liv i Upcycle Studios.

Det er imidlertid ikke helt enkelt at upcycle byggematerialer. For Lendager Group og samarbejdspartnerne har det blandt andet været en udfordring at finde materialer i tilstrækkelige mængder og i en standard, der er høj nok til, at det ikke går ud over kvaliteten på byggeriet. Eksempelvis er der en grænse for, hvor gamle vinduesglas må være, for at de kan leve op til nutidens – og fremtidens – krav.

I Upcycle Studios skal boligerne leve op til de standarder, der er gældende i bygningsreglementet for 2020. Vinduerne fra Himmerland Boligforening er knap 20 år gamle, og for at gøre dem egnede til projektet, sammenkobles det gamle med nye rammer i en tolags-løsning hos Krone Vinduer, hvorefter de leveres til byggepladsen.

Stor miljøeffekt
Ifølge holdet bag projektet er den miljømæssige gevinst markant. Således viser beregninger, at bebyggelsens samlede CO2-regnskab bliver reduceret med op til 80 pct. sammenlignet med et traditionelt byggeri.

- Allerede i byggefasen har vi sat et markant mindre CO2-aftryk end i andre byggeprojekter ved at bruge upcyclede materialer. Men også i beboernes kommende, daglige forbrug vil de reducere miljøbelastningen betydeligt. Det skyldes, at hovedparten af elektriciteten i Upcycle Studios kommer fra solceller og at varmen til radiatoranlægget og til det varme brugsvand tilvejebringes af luft til vand-varmepumper, som henter energien i udeluften. På den måde har boligerne ikke brug for at blive tilsluttet en ekstern varmeforsyning, siger Steen Jønsson, som er udviklingsdirektør i NREP.

De to bygherrer regner med, at de bæredygtige rækkehuse står indflytningsklar i oktober 2018.

rg

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.199