23948sdkhjf

Nystartet firma designer for Brdr. Andersen

Karl Rossell og Tonny Glismand sagde i efteråret farvel til fast indkomst i Bolia for at starte firmaet byKATO. Sammen med Brdr. Andersen har de netop lanceret to nye møbler.
- Opskriften på modgang er at gøre som alle de andre!

Sådan lyder parolen fra de to ’møbelnørder’, Karl Rossell og Tonny Glismand, som står bag firmaet byKATO, der så dagens lys i sensommeren 2010.

Tilbage til rødderne
Omdrejningspunktet er møbeldesign, men byKATO er meget mere end et designfirma, understreger Tonny Glismand:

- Flere og flere møbelfabrikker flytter produktionen til udlandet. Vores mission er at hjælpe dem til at fastholde produktionen i Danmark. Det gør vi bl.a. ved at prøve at finde tilbage til deres rødder og få afdækket, hvad det egentlig er, de er gode til, siger han og uddyber:

- Vi vil være med til at styre processen. Virksomhederne har alt muligt andet at fokusere på i forhold til den daglige drift, og det betyder, at en meget lille del af ressourcerne bruges på udvikling. Derfor går vi ind og tilbyder vores hjælp på dette område.

Bragende succes i Stockholm
For Karl Rossell og Tonny Glismand handler det således ikke blot om at levere et design, men om at være med gennem hele værdikæden:

- Vi ved af erfaring, at produktet ikke er færdigt, før det står ude i butikken, og vi vil være med hele vejen, fastslår Tonny Glismand.

Derfor valgte han og Karl Rossell også at tage turen til årets Stockholm-messe for at deltage i Brdr. Andersens afsløring af sine to nyeste produkter – et spisebord og et sideboard, som begge er udviklet i samarbejde med byKATO:

- Det var en stor oplevelse. Halvdelen af deres forhandlere købte bordet på stedet, og de skal leveres ud i næste uge. Det er fedt at se, at en dansk virksomhed kan have succes, uden at producere i Kina eller Østeuropa, siger Tonny Glismand.

Lyst til at prøve noget selv
Karl Rossell og Tonny Glismand er et par garvede herrer i møbelsammenhæng. De har begge solid erfaring fra Bolia, hvor Karl i syv år var chefdesigner, mens Tonny arbejdede som produktchef.

I april sidste år var de på forretningsrejse i Asien, og på vejen hjem blev samtalen sporet ind på tankerne om fremtiden:

- Sjovt nok havde vi begge en innovator gemt i maven og en lyst til at prøve noget selv, fortæller Tonny Glismand om turen, der altså endte med, at de begge opgav fast indkomst til fordel for en mere usikker karriere som selvstændig:

- Og vi har ikke fået løn endnu, så det koster noget at starte op. Vi er dog kommet rigtigt fornuftigt i gang og er blevet yderst positivt modtaget. Det bekræfter os i, at vi har valgt rigtigt, tilføjer han.

Fra skitse til færdigt produkt på fem måneder
Samarbejdet med Brdr. Andersen er byKATOs anden opgave siden opstarten i efteråret. Den første bestod i at designe fire sofafamilier til en dansk grossist med ambitioner om at gå ind på sofamarkedet:

- Vi fik hele opgaven med at sammensætte konceptet og produktudvikle. Vi fik opgaven i slutningen af september, og sofaerne skulle præsenteres på møbelmessen i Köln i januar, så der var pres på. Men det lykkedes os at nå fra første skitse til færdigt projekt på fem måneder, og med tanke på, hvor lang tid sådan noget normalt tager, så er det lidt af en bedrift, siger Tonny Glismand.

Han peger i den sammenhæng på erfaringen fra retail-leddet som en stor fordel, fordi det er med til at skærpe fokus på omkostningerne og selve produktudviklingsprocessen.

Flere spændende projekter undervejs
Trods den aktuelle krise mener Tonny Glismand, at der er masser af grøde i den danske møbelbranche, og potentialet er stort. Han og Karl Rossell har da også selv flere spændende projekter undervejs, men indtil videre holder de kortene tæt ind til kroppen.

Det er dog ikke nogen hemmelighed, at samarbejdet med Brdr. Andersen sikkert kommer til at kaste flere spændende møbler af sig i en ikke så fjern fremtid:

- Vi har en rigtig god dialog, og begge parter har mod på at lave noget mere sammen, slutter Tonny Glismand.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078