Indblik i en trævarevirksomhed
Med årligt tilbagevendende åbent hus-arrangementer giver Royal Træ i Aalborg både private og erhvervskunder muligheden for at komme helt tæt på alle faser af produktionen.
Tilbud på vinduer, døre, modulhegn og fyrretræsgulve skal både trække nye kunder til og samtidig gengælde de faste kunders loyalitet. Fabriksudsalgene giver også både kunderne og de ansatte ved Royal Træ en mulighed for at komme i dialog. Det er der også god mulighed for, da de besøgende kommer mange steder fra:
- I udgangspunktet vil vi have fat på de lokale kunder, men samtidig sigter vi også efter at få gæster fra hele Nordjylland, forklarer Johannes Ræbild fra Royal Træ, som understreger, at alle naturligvis er velkomne.
Unikt indblik i en moderne trævarevirksomhed
Åbent hus-arrangementerne er de eneste, hvor Royal Træ henvender sig direkte til privatpersoner.
Samtidig får alle besøgende mulighed for at følge hele produktionsprocessen på fabrikken, fra de ubehandlede træstykker ankommer, til de forlader fabrikken som et af Royal Træs forskellige produkter.
Dermed bliver det for mange af de besøgende også en inspirationsdag, hvor de får indblik i fabrikken og hvilke muligheder der er for at få lavet fx den helt rigtige terrasse eller hegn.
Royal Træ tilbyder en omfattende specialproduktion, og firmaets størrelse betyder, at man har mulighed for at omstille produktionen til små ordrer. Derfor er virksomheden også altid parat til at høre på kundernes egne forslag og se på en ordre - også de opgaver og ønsker, som ikke findes på salgslisten.