23948sdkhjf

Møbelmesse aflyser nyt initiativ: - Det har været uhyre vanskeligt

Egentlig var planen, at Møbelmessen Skandinavien i år ville hive de helt store navne i møbelbranchen med til årets messe i Fredericia.

Det skulle ske under navnet Furniture Live - navnet på en helt ny messe, der skulle finde sted samtidig med Møbelmessen Skandinavien.

Men det bliver alligevel ikke en realitet. 

Selvom arrangørerne har kæmpet hårdt for at få de såkaldte hvide butikker med på ideen, er det ikke lykkedes. Derfor aflyser man nu Furniture Live.

- Det har været uhyre vanskeligt at få folk til at tilmelde sig, siger arrangør Esben Veng-Christensen til Wood Supply.

Han fortæller, at et par virksomheder har tilmeldt sig messen, men ikke nok til, at Furniture Live kan blive en realitet.

- Som branchemand er jeg ked af, at man i et møbelland som Danmark skal til udlandet for at møde nogle af de store navne, siger Esben Veng-Christensen med henvisning til den store messe i Stockholm, Stockholm Furniture Fair.

Nedgang i branchen
Selvom Møbelmessen Skandinavien må aflyse sit nye, store initiativ, ser det dog lidt lysere ud for den originale messe, der i år afholdes for ottende gang.

Det forventes, at omkring 700-800 gæster vil kigge forbi møbelmessen, og antallet af udstillere er i år næsten på niveau med 2017.

Tallet er dog en smule lavere denne gang, hvilket ifølge Esben Veng-Christensen muligvis kan skyldes den varme sommer, der har taget hårdt på mange møbelproducenter, fordi danskernes købelyst er svundet ind.

Nogle initiativer overlever
Trods de seneste måneders modgang i både møbelbranchen og for selve messen ser Esben Veng-Christensen dog frem til årets messe.

Som noget nyt kan messen nemlig byde på faglige seminarer – et om 3D-visualiseringer og et om optimering af IT-processer i branchen.

- Egentlig har vi længe gerne ville have seminarer på messen, men det er først i år, det bliver en realitet. Vi vil gerne udvide programmet lidt, så der ikke kun er fokus på produkt og salg, men også på at udvide horisonten. Det kan vi lige så godt, når nu vi alle er samlet fra branchen, siger arrangøren.

Han kan derfor også med opløftet pande se frem på årets møbelmesse:

- Vi er fuldstændig klar og glæder os til et par spændende dage. Jeg mangler bare at pakke bilen, siger Esben Veng-Christensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093