23948sdkhjf

Vinduesfabrik slap nådigt fra brand

Håndværkere har arbejdet hele natten med at reparere skader på installationer hos Idealcombi i Hurup. Produktionen ventes i gang i løbet af et par dage

- Vi slap med skrækken, siger direktør Claus Winther, Idealcombi i Hurup.

Onsdag eftermiddag opstod der brand i et filteranlæg ved fabrikken, der ligger på Nørre Allé 51 i Hurup.

35 brandfolk fra flere stationer og Beredskabsstyrelsen Nordjylland blev kaldt til stedet, og det lykkedes at begrænse ilden til selve filteranlægget med undtagelse af en endegavl og nogle installationer.

Claus Winther fortæller, at virksomhedens faste håndværkere - smede og elektrikere - har arbejdet hele natten og stadig er i gang for at udbedre skaderne.

- Det er en utrolig stor glæde at opleve, hvordan så mange mennesker bakker op om Idealcombi, når sådan en uheldig situation opstår, siger Claus Winther.

Han nævner, at frivillige brandfolk fra lokalområdet også var på pletten.

Direktøren er lettet over, at størstedelen af de 80.000 kvadratmeter fabrik er uberørt af branden og at ingen maskiner har lidt overlast ved branden.

Claus Winther forventer, at virksomheden er i fuld drift om et par dage.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.086