Traditionsrig bordproducent vinder stort på ny stolesatsning
- Det er den helt rigtige beslutning, vi har taget.
Sådan lyder konklusionen fra Steen Albeck Tokkesdal, der er sales manager for Danmark og Sverige i møbelvirksomheden Kristensen & Kristensen.
For et halvt år siden tog den traditionsrige bordproducent en drastisk beslutning og satte sig for at udvikle sin egen stoleserie. Efteråret er gået med at få stoleserien klar, så de kunne vises frem på forårets messer.
Og stolene har fået en god modtagelse, nu hvor de er klar til at komme ud i butikkerne.
- Der er stort set solgt stole sammen med alle de borde, vi har solgt – både på messen i Köln og i Stockholm, siger Steen Albeck Tokkesdal til Wood Supply.
Salget er både sket til kæder og mindre butikker, fortæller Steen Albeck Tokkesdal.
Bedre en forventet
Det er ikke kun sales manageren, der glæder sig over stolesalget hos Kristensen & Kristensen, der normalt er kendt for sine hårdttræsmøbler og plankeborde.
Det samme gælder administrerende direktør Mikael Uhd Christensen:
- Salget er gået bedre en forventet, siger han.
Han tror, at de gode resultater skyldes, at Kristensen & Kristensen nu kan tilbyde stole i et design, der er skræddersyet til virksomhedens borde. Tidligere var Kristensen & Kristensens stole importeret, og det gav hverken et ensrettet udtryk eller den fleksibilitet, som virksomheden har nu.
Og ikke alene har de nye stole fået god opmærksomhed. Samtidig er vurderingen hos Kristensen & Kristensen, at de nye stole har givet anledning til at sælge endnu flere borde:
- Nogle mennesker forelsker sig først i en stol, og så vil de have et bord til. Det kan vi tilbyde nu – nu har vi hele pakken, forklarer Steen Albeck Tokkesdal.
Brug for hjælp
De populære stole fra Kristensen & Kristensen var dog ikke blevet til uden hjælp udefra.
- Vi er ikke en stoleproducent, vi er en bordproducent. Derfor har vi været nødt til at hive andre kompetencer ind for at få projektet til at lykkes, siger Mikael Uhd Christensen.
De kompetencer har man fundet hos Michael Kvist, der tidligere var en del af Kvist Industries. Han har fungeret som sparringspartner og hjulpet med at etablere de rette kontakter.
- Nu er vi klædt på til at kunne klare os selv fremover. Men måske kommer vi stadig til at hive Michael ind engang imellem, siger den administrerende direktør i Esbjerg-virksomheden.
Den nye stoleserie fra Kristensen & Kristensen er udviklet i samarbejde med i alt fem designere, der står bag hver deres stol. Designerne er Mia Lagerman, Studio NUR, Tom Stepp, Steffensen & Würtz og Poul M. Volther.