23948sdkhjf

Træleverandører indleder fælles kamp for mere bæredygtigt byggeri

En ny forening skal sikre mere træ i byggeriet – Taasinge Elementer går i front

En bred kreds af danske leverandører af træ og træbaserede løsninger til byggeriet går nu sammen i kampen for mere bæredygtigt byggeri.

Det sker med dannelsen af foreningen "Træ i Byggeriet", fremgår det af en pressemeddelelse.

Ifølge vedtægterne får den nye forening til formål at udbrede kendskabet til træets egenskaber og sætte fokus på, at mere træ i byggeriet er afgørende for at nå de globale klimamål.

- Træ er i særklasse verdens mest klima- og miljøvenlige byggemateriale, og der er dramatiske klimaeffekter ved at omstille byggebranchen til mere træbyggeri, siger initiativtageren bag den nye forening Martin Tholstrup, der til daglig er direktør hos Taasinge Elementer.

Han fortæller, at i løbet af 50 år går halvdelen af energiforbruget i en bygning til opvarmning og drift, mens den anden halvdel går til selve opførelsen af byggeriet.

Paradoksalt nok er det kun energiforbruget til opvarmningen og driften, der er reguleret i Bygningsreglementet, mens resten er fuldstændig ureguleret. Og det er ikke godt nok, mener direktøren:

- Der mangler i høj grad tiltag, der stiller krav til hvor meget energi, der bruges til at fremstille byggematerialerne og til at opføre bygningen, siger han som eksempel på noget af det, der er i fokus hos Træ i Byggeriet.

Fælles projekt
Det er en arbejdsgruppe med virksomheder som Scandi Byg, Lilleheden Limtræ, Palsgaard Spær, Superwood, Frøslev og Taasinge Elementer, der de seneste måneder har arbejdet at få en forening på benene og formulere dens formål og vilkår.  

Deres håb er, at forenede kræfter nu kan give en større stemme til bæredygtigt byggeri, som ifølge Martin Tholstrup kan tage mange former:

- Mange forbinder i dag træbyggeri med hyggelige bjælkehytter, sommerhuse og småskure. Men det moderne træbyggeri er meget mere end det. Det er også etagebyggeri, højhuse, industribyggeri, sportshaller og broer. Lige nu er verdens største træ-højhus på 24 etager ved at blive opført i Wien. Så der er uendelige muligheder for at anvende træ i stedet for beton, stål og tegl, siger Martin Tholstrup.

Træ i Byggeriet har stiftende generalforsamling 28. marts på Hotel Sixtus i Middelfart. Generalforsamlingen er åben for alle interesserede trævirksomheder.

Artiklen er en del af temaet Danmarks høje træhuse.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078