Iværksætterånden skal skærpes i Europa
Iværkstætterånden skranter i Europa. Hvis EU skal leve op til Lissabon-agendaens ambition om at blive verdens mest konkurrencedygtige økonomi, skal der opmuntres til iværksætteri.
Derfor er iværksætterlysten en vigtig parameter, der skal opfyldes. Den seneste Eurobarometeranalyse indikerer, at EU’s iværksætterånd halter langt efter USA, fremgår det af Dagbladet Børsen.
- Problemet er forskellene mellem EU og USA. Når du først fejler i Europa, får du ikke en anden chance. Så er man stemplet. I USA går man ud fra, at folk tager ved lære, når de har fejlet første gang, siger stedfortrædende leder af EU-Kommissionens generaldirektorat for industri, Heinz Zourek til Dagbladet Børsen.
Ifølge Eurobarometeranalysen ønsker 61 procent af amerikanerne at være deres egen chef, mens det tilsvarende tal i det gamle EU med 15 lande ligger helt nede på 45 procent. 21.000 mennesker er blevet adspurgt i undersøgelsen.