Leverandør til Jysk og Ikea solgt til dansk malingproducent
Tiden er rigtig, virksomhederne passer godt sammen, og det er en god forretning for begge parter.
Sådan beskriver farve- og lakfabrikken Nowocoat i en pressemeddelelse opkøbet af Lurrell Industries.
Den 35 år gamle virksomhed i Roskilde, Lurrell, ejes og ledes af grundlægger Niels Christian Lund. Firmaet er en relativt ukendt underleverandør af olie, lud og sæber med mere til de helt store møbelgiganter som Ikea, Jysk, WallMart og K-Markt.
Alle ansatte fortsætter i virksomheden og produktionen i Roskilde fortsætter efter overtagelsen.
Kan følge med møbelgiganternes krav
Niels Christian Lund anfører behovet for at fremtidssikre virksomheden som motivationen til at sælge netop nu.
Ifølge ham har Nowocoat kompetencerne inden udvikling af nye produkter, dokumentation og certificeringer, som kan sikre, at firmaet kan blive ved med at være en foretrukken leverandør til møbelgiganterne. Samtidig fremhæver han, at salget til Nowocoat holder virksomheden på danske hænder.
- Produktionen af Lurrells produkter har altid været i Danmark, fordi det betyder, at vi skal leve op til de skrappe danske krav om miljørigtige løsninger, og det er jeg glad for at vi kan bevare med dette samarbejde med Nowocoat, siger Niels Christian Lund i pressemeddelelsen.
- Det bliver endnu vigtigere for vores kunder i fremtiden, så det ser jeg som en klar strategisk fordel, tilføjer han.
Fremtidsplaner efter chefen arbejdstid
- Og endelig har virksomheden brug for et generationsskifte – ikke fordi jeg trækker mig tilbage nu, men med min alder er der behov for at kunne fortælle kunderne om fremtidsplaner, som rækker ud over min arbejdstid. De planer kan jeg være med til at lægge med dette nye samarbejde, siger Niels Christian Lund, som ikke har planer om at stoppe i virksomheden foreløbig.
- Tværtimod. Jeg glæder mig meget til samarbejdet og til at opleve, hvad vi kan drive det til sammen med Nowocoat i de kommende år.
Administrerende direktør hos Nowocoat, Ole Enevold Jensen, lægger ikke skjul på, at den miljøvenlige profil og udviklingspotentialet var med til at gøre opkøbet interessant.
Ifølge direktøren giver Lurrell-købet både adgang til medarbejdere, kunder og produkter, som passer til Nowocoats øvrige forretning på det industrielle marked i Europa og Asien samt på gør-det-selv markedet.