23948sdkhjf

Normann Copenhagen åbner allerførste franchisebutik langt hjemmefra

Manila, Filippinerne er destinationen, når designvirksomheden Normann Copenhagen til oktober slår dørene op til sin allerførste franchisebutik. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Fra den 3. oktober 2019 kan designentusiaster i Manila shoppe løs i en rendyrket Normann Copenhagen brand store. Normann Copenhagen distribuerer til 87 forskellige lande og har adskillige shop-in-shops i samarbejde med sine retail-partnere, men det er første gang, at virksomheden overlader det til en ekstern partner at åbne en mono-brand butik.

Vækst på det asiatiske marked

At lige netop Manila blev stedet for den første franchise, er der flere grunde til. Normann Copenhagen har gennem de seneste fem år oplevet en gennemsnitlig vækstrate på 20 -25 procent på det asiatiske marked, og retter derfor naturligt opmærksomheden mod dette blomstrende marked. Den filippinske hovedstad Manila er et knudepunkt i Sydøstasien, og med den nye butik håber Normann Copenhagen at kunne styrke sin position og synlighed på markedet.

Et tillidsfuldt partnerskab

Samtidig skyldes springet udi franchise, at man har fundet den helt rette samarbejdspartner. Gennem tiden har Normann Copenhagen været i dialog med flere potentielle partnere, men i den Manila-baserede partner, der arbejder med en række high-end monobrand- og konceptbutikker inden for design, mode og livsstil, har man fundet det rette match.

- Når man skal overlade ansvaret for at videreformidle sit brand, bliver det personligt og følelsesladet. Det kræver en vished om, at det bliver drevet, som man selv ville drive det. Det kræver en ligesindet partner, som har den nødvendige know-how og den rette organisation og erfaring. Vores lokale partner er stærk i franchise, og vi har stor tillid til deres tilgang, fortæller Poul Madsen, CEO og medstifter af Normann Copenhagen.

Den nye Normann Copenhagen butik i Manila spreder sig over 200 m2 og har placering i Manilas finansielle og livstilsdistrikt, hvor man finder flere internationale møbelshowrooms.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109