23948sdkhjf

GVU – fra ufaglært til maskinsnedker

Hos HTH i Ølgod har man gode erfaringer med at ansætte en elev, som er lidt ældre og har en solid portion erfaring med i rygsækken.
Tirsdag kunne vi her på Wood Supply fortælle, at en ny midtjysk kampagne vil have flere ufaglærte i træindustrien til at tage en uddannelse.

Kampagnen ønsker at slå et slag for de Grundlæggende Voksenuddannelser, GVU, og får blandt andet opbakning fra HTH, hvor man i over 25 år har haft voksne elever på fabrikken i Ølgod.

De har et formål
Ifølge Hans Graversen, som står i spidsen for eleverne hos HTH, behøver en maskinsnedkerelev ikke nødvendigvis at være en knægt i slutningen af teenageårene.

Faktisk kan det på mange måder være anderledes og positivt at ansætte en elev, som er lidt ældre og har en solid portion erfaring med i rygsækken.

- De her medarbejdere har prøvet lugten i et andet bageri, de vil en uddannelse, og de har et formål med at være her. Jeg tror på, at det er til vores medarbejderes fordel, at vi får kvalificeret og dygtig faglig arbejdskraft, siger han om GVU-eleverne.

Aldrig for sent at tage en uddannelse
Hans Graversen og HTH gør meget ud af at bidrage til, at der går dygtige maskinsnedkere rundt ude på landets virksomheder. Det gør de blandt andet ved konstant at have et vist antal elever ansat. Det gælder både almindelige elever og GVU-elever.

To af eleverne er 44-årige Preben Kristensen og Preben Jacobsen, der ligeledes er 44 år gammel. Begge startede som GVU-elever i januar 2010 og forventer af kunne kalde sig udlærte maskinsnedkere til næste sommer.

De to gange Preben er mere end godt tilfredse med at skifte arbejdet som operatør på HTH ud med en hverdag, hvor lektier og faglige udfordringer er i højsædet.

- Jeg har altid fortrudt, at jeg ikke fik taget en uddannelse. Der har altid været brug for hænder, men nu kan jeg mærke, at det lige så meget er hovedet, der er brug for, siger Preben Kristensen.

Preben Jakobsen nikker genkendende. For ham har der dog også været en anden faktor, som har været medvirkende til, at han valgte at stå i lære i en sen alder.

- Jeg har en søn på 14 år derhjemme, og jeg vil gerne vise ham, at det aldrig er for sent at tage en uddannelse. Og så er det da en personlig tilfredsstillelse for mig at få den uddannelse, erkender han.

Guld værd for virksomhed og skole
Om at være tilbage på skolebænken siger Preben Jakobsen:

- Det kan være strenge for os gamle sådan at sidde stille i længere tid af gangen, men ellers synes jeg, at det er skægt, at de yngre elever kommer og spørger os til råds. De har jo lidt en anden energi end os, men jeg synes, at det er fint, at der er tid til sjov, så længe vi også får lavet noget.

Og hvis de to GVU-elever ikke selv er helt klar over, hvor meget deres tilstedeværelse betyder i en klasse med mange unge elever, er Hans Graversen ikke sen til at dele roser ud.

- Jeg hører ofte fra lærerne oppe på Herningsholm Erhvervsskole, at det giver en helt anden ro, når der er GVU-elever i en klasse. De får som regel gode karakterer, og de er guld værd for både skolen og for deres virksomheder i og med, at de ved, hvordan man gebærder sig, de ved, hvad der forventes af dem, og hvad de kan forvente af os andre. Det hele glider bare lidt bedre, konstatere den erfarne elev-ansvarlige.

Netop derfor har den garvede driftsleder på HTH konstant fem GVU-elever på fabrikken i Ølgod.

Vil blive på HTH
Om det hele kommer til at glide for Preben Kristensen og Preben Jakobsen er endnu uvist, men lige nu ser fremtiden som uddannet maskinsnedker lys ud.

Der er jobgaranti på landsplan, og de to glæder sig til næste sommer, hvor de med al sandsynlighed afslutter GVU-uddannelsen. Hver især drømmer de to 44-årige om at fortsætte deres karriere på HTH. Som faglærte snedkere:

- Der er flere steder på fabrikken, hvor jeg godt kunne tænke mig at arbejde, når jeg er uddannet, men jeg ved i hvert fald, at jeg gerne vil lave noget manuel arbejde og knap så meget overvågning.

Det samme er tilfældet med Preben Jakobsen, som også nyder at tage fat og derfor gerne vil ud og lave noget manuelt.

Et råd fra de to GVU-elever til andre, som overvejer at tage en uddannelse i en moden alder:

- Spring ud i det!

Fakta
GVU står for grunduddannelse for voksne og giver personer over 25 år med mindst to års relevant erhvervserfaring mulighed for at få en erhvervsuddannelse. Uddannelsen kan tilpasses elevens tidligere skolegang, og desuden betales der løn under uddannelse.

GVU giver mulighed for at få et uddannelsesbevis som faglært, hvis man er:

• ufaglært, men har praktisk erfaring indenfor området
• faglært med en forældet uddannelse
• faglært med en udenlandsk uddannelse, der ikke kan godkendes direkte i Danmark

Et GVU-forløb består af kurser og enkeltfag. Det er individuelt tilrettelagt og kan foregå på tekniske skoler, AMU-centre mv. Der ydes i forbindelse med kurser/skoleforløb VEU-godtgørelse svarende til 80% af højeste dagpengesats.
Læs mere om: HTH
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172