Modulbygger speeder op: Opfører ungdomsklub på under tre måneder
Byggeriet af et helt nyt ungdomsklubhus i Silkeborg, Alderslyst Ungdomsklub, er netop sat i gang, og allerede i slutningen af januar skal det stå klart. Til at udføre opgaven har bygherren, Silkeborg Kommune, valgt den midtjyske modulfabrikant Concept Living A/S by ABC, som nu har under tre måneder til at bygge det nye ungdomsklubhus.
Produktionen af de 11 moduler til det 485 kvadratmeter store hus blev derfor igangsat i begyndelsen af oktober, og allerede i uge 51 er det planen, at modulerne skal være færdigproducerede og klar til at blive transporteret til byggepladsen. Her bruger Concept Living de sidste uger af byggefasen på at sammenbygge modulerne, så ungdomsklubben kan stå klar til brug i slutningen af januar.
– Den præfabrikerede byggemetode har nogle helt klare fordele, når der er under tre måneder til, projektet skal stå klart. En af fordelene er, at vi kan spare værdifuld tid i byggefasen, da vi er i stand til at ordne nogle af byggeprocesserne sideløbende. Det gælder blandt andet produktionen af modulerne og klargøringen af byggegrunden, da modulerne ikke bliver produceret ude på byggepladsen, lyder det fra salgskonsulent hos Concept Living Simon Lahn Christensen, som fortsætter:
– I stedet bliver de fremstillet indendørs i vores produktionshaller, som har beliggenhed i Engesvang. Det sikrer – foruden den hurtige byggeproces – også, at vi blandt andet undgår uforudsete udfordringer under byggefasen som for eksempel fugt eller frost.
Omkring 50 unge mennesker og personale får glæde af den nye ungdomsklub, som blandt andet kommer til at rumme fire undervisningslokaler, et stort fællesrum med køkken på omkring 130 kvadratmeter og et 80 kvadratmeter stort multirum, hvor der er plads til poolbord, bordtennis, dart og sækkepuder. Derudover kommer ungdomsklubben også til at indeholde flere mindre rum såsom dansestudie, gaming-rum, krea-rum og rapstudie.
Concept Living A/S by ABC, som er søstervirksomhed til ABC Pavilloner, tilbyder præfabrikerede modulløsninger til både udlejning og permanent køb. Silkeborg Kommune har valgt at købe de 11 specialdesignede moduler til permanent brug.