23948sdkhjf

Overskuddet dykker hos Jysk

Investeringer, lønstigninger og højere distributionsomkostninger har trods rekordhøj toplinje medført et fald på bunden hos linnedgiganten

– Når jeg ser tilbage på regnskabsåret 2018/19, må jeg konstatere, at det på både godt og ondt har været et af de mest begivenhedsrige år i Jysks historie.

Det udtaler koncernchef Jan Bøgh i en pressemeddelelse, der torsdag middag fulgte med koncernens offentliggørelse af regnskabsårets nøgletal.

Og der har bestemt været nok at se til hos Jysk, hvor det seneste år har budt på en fusion af forretningsenheder, et 40-års jubilæum og en afsked med stifter Lars Larsen. Nu viser nøgletallene for regnskabsåret, at mens omsætningen er vokset med 6,3 pct., og lander på 28,3 mia. kr., er bundlinjen blevet 7,16 pct. mindre, og resultatet før skat lyder således på 3,18 mia. Også på driftsindtjeningen, EBIT, er der et tilsvarende fald.

– Det var forventet, at resultatet ville blive en smule lavere end i forrige regnskabsår. Det skyldes blandt andet meget store lønstigninger i Central- og Østeuropa, samt væsentligt højere distributionsomkostninger både i forhold til transporten fra lager til butik og direkte distribution til kunderne, siger Jan Bøgh.

Han peger også på, at Jysk i årets løb har foretaget store investeringer i blandt andet IT, men også i form af åbningen af et nyt distributionscenter i Bozhurishte i Bulgarien og etablering af rekordmange nye butikker samt åbningen af Jysk i Irland. 

Jysk peger blandt andet på åbningen af 175 nye butikker som en af årsagerne til salgsvæksten, og ved slutningen af regnskabsåret, der løb til udgangen af august, havde koncernen i alt 2843 butikker fordelt verden over. 

Stor opgave
Jan Bøgh slår i pressemeddelelsen fast, at Jysk vil arbejde ufortrødent videre mod at nå Lars Larsens vision om 5.000 butikker på verdensplan. Blandt andet ved at sikre en vellykket integration mellem de to forretningsenheder Jysk Nordic og Dänisches Bettenlager.

– Det er en fusion mellem to solide enheder med gode resultater og dygtige medarbejdere. Det ændrer dog ikke på, at det er en meget stor opgave, og der skal investeres både tid og penge i sammenlægningen i de kommende år. Blandt andet skal vi have sammenkørt vores IT-systemer, siger Jan Bøgh.

Han hæfter sig dog mere ved, at sammenlægningen giver mange nye muligheder.

– Landene under Dänisches Bettenlager har været præget af et sortiment tilpasset det tyske marked. Ved at tilbyde kunderne i blandt andet Italien, Frankrig og Spanien endnu mere skandinavisk design kan vi forhåbentlig løfte opfattelsen af Jysk og øge tempoet for ekspansion i de lande, siger Jan Bøgh.

Hvad angår forventningerne til det igangværende år, ligger de ifølge Finans på en 10 pct. omsætningsvækst, hvor af halvdelen skal hentes i de eksisterende butikker, mens resten skal høstes på ekspansion. Ifølge avisen forventer Jan Bøgh dog, at indtjeningen bliver på samme niveau.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081