Nyt website giver bedre adgang til EU
”Driv virksomhed i EU” er navnet på DI’s nye EU-site, der samler et væld af relevante informationer om europæiske erhvervsforhold.
Indtil nu har det som virksomhed ikke været let at få det overblik, men det håber DI at råde bod på med det nye website.
- Det er igennem EU, at størstedelen af virksomhedernes rammevilkår bestemmes. Derfor er det helt afgørende, at virksomhederne hurtigt og let kan finde og forstå de vilkår, der gælder, siger chefkonsulent i DI, Henrik Schramm Rasmussen ifølge DI’s hjemmeside.
Mere overskuelighed og mindre administration
”Driv virksomhed i EU” indeholder tre sektioner, som giver brugerne information og vejledning om henholdsvis det indre marked, økonomisk støtte samt politisk indflydelse i EU. Derudover er der mulighed for at komme bag om og se, hvordan EU fungerer eller følge med i den aktuelle europapolitiske debat.
Sitet indeholder også en overskuelig oversigt over økonomiske støttemuligheder i EU, inddelt efter områder som miljø, energi, innovation og forskning. Samtidig er der hjælp at hente med hensyn til papirarbejdet omkring ansøgningerne.
Endelig giver sitet mulighed for, at DI’s medlemmer kan få større indflydelse i EU enten gennem internationale netværk eller gennem DI’s Bruxelles-kontor og branchefællesskaber.
- I lyset af den økonomiske krise har det aldrig været vigtigere, at Danmark høster det fulde udbytte af EU. Forhåbentligt kan dette EU-site bibringe vores medlemmer mere overskuelighed og mindre administration, siger Henrik Schramm Rasmussen.
Læs mere på www.di.dk