Møbelkoncern og kommune klar til at plante 30.000 træer
Torsdag eftermiddag underskrev rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek en kontrakt med møbelproducenten Holmris B8 og Growing Trees Network Global om at rejse en ny skov i Hasselager. Skoven bliver placeret mellem Genvejen og et kommende boligområde for at sikre grundvandsressourcerne i området.
Skoven bliver også et attraktivt uderum til de mange boliger, der allerede er og i de kommende år skyder op i udkanten af Hasselager.
– Skove og grønne områder er et vigtigt element i de gode lokalsamfund. Derfor er jeg meget glad for samarbejdet med Holmris B8. Sammen med dem kan vi skabe de bedste rammer for de mange aarhusianere, der allerede er eller vil flytte til det nye område i Hasselager, siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Bæredygtig produktion
Bæredygtighed er en integreret del af DNA’et hos møbelproducenten Holmris B8. Virksomheden startede som savværk i 1914 med egen skov i baghaven og genplantning som kerneprincip.
– Ansvarlighed er vores arv. Derfor hænger træplantningen også godt sammen med resten af vores forretningsstrategi. Vores største materialeforbrug er træ, og det arbejder vi målrettet med at balancere, så vi påvirker klimaet mindst muligt. Skovens formål er derfor især miljøhensyn ved at optage CO2 og bidrage til grundvandssikring - og så kan den jo bruges af alle borgere. Det er vi meget stolte af, siger Steffen Max Høegh, sustainability director i Holmris B8.
Møbelproducenten driver ikke længere skovbrug, men bæredygtighed og cirkulær tænkning er stadig en kerneværdi i forretningen.
Grundvandssikring
Skovrejsning er en effektiv måde at sikre grundvandet på. Derfor er en del af det nye boligområde tættest på Genvejen planlagt til skov.
Growing Trees Network Global står for koordineringen af HolmrisB8’s indsamling, der bliver til Hasselager Folkeskov.
– Den nye Folkeskov vil være med til at sikre rent drikkevand, flere levesteder til vores planter og dyreliv og ikke mindst sikre et nyt område til friluftsliv i Hasselager. Når træerne i den nye Folkeskov vokser, vil de optage mere og mere CO2 som et stort antal smukke CO2-støvsugere, siger Lars Heiselberg Vang Jensen, formand for Growing Trees Network Global.
I starten af det nye år inviterer Aarhus Kommune til borgermøde om den nye skov i Hasselager. Her vil man høre lokalbefolkningen, hvad de har af ønsker til det nye rekreative naturområde.