23948sdkhjf

Møbelpolstrere bliver del af Dansk Håndværk

Dansk Håndværk tager endnu et skridt mod at være samlende organisation for små og mellemstore virksomheder inden for byggeri, håndværk og industri.
Landslauget, der er arbejdsgiverorganisation for auto- og møbelpolstrere, fusionerer som de første med Dansk Håndværk, der er arbejdsgiverforening for små og mellemstore virksomheder inden for byggeri, håndværk og industri.

Fusionen blev en realitet, da Landslauget i den forgangne weekend enstemmigt vedtog fusionen på sin generalforsamling. Fusionen træder i kraft pr. 1. januar 2012.

- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Landslaugets fremtid, og ikke mindst fagets fremtid, er uløseligt knyttet til, at vi nu er kommet med i Dansk Håndværk. Det gør os meget stærkere og mere synlige. Vigtigst af alt sikrer vi medlemmerne den nødvendige service, som er afgørende for at drive virksomhed. Det gælder ikke mindst Dansk Håndværks garantiordning og godkendte ankenævn, der vil være af vital betydning for polstrene. Jeg er sikker på, at vi med garantiordningen vil markere os hos forbrugerne og distancere vore medlemsvirksomheder i forhold til de polstrervirksomheder, der ikke har garantiordning, siger Oldermanden i Landslauget, Michael Schmidt.

Små og mellemstore virksomheder må stå sammen
Formand for Dansk Håndværk, Niels Techen, er godt tilfreds med den kommende fusion, der er kulminationen på flere års målrettet arbejde:

- De første skridt, vi tog, var at skifte navn til Dansk Håndværk samt at overenskomstdække stort set hele bygge- og anlægsområdet. Siden har vi tilpasset hele vores struktur og vedtægter, så de enkelte faggrupper sikres indflydelse i Dansk Håndværk, ligesom de enkelte faggrupper har mulighed for at styrke og videreudvikle deres særlige faglighed. Med denne fusion har vi taget et afgørende skridt til at være Danmarks arbejdsgiverforening for små og mellemstore virksomheder, siger Niels Techen.

- Det bliver mere og mere tydeligt, at der er et stigende behov for en decideret arbejdsgiverforening for små og mellemstore virksomheder med klar fokus på den størrelse og de rammevilkår, som de må arbejde under. Med truslen fra udenlandske arbejdere og virksomheder, der hverken betaler skat eller moms og kun en tredjedel i løn, er de små og mellemstore virksomheder nødsaget til at stå sammen, slutter formanden.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125