23948sdkhjf

Danske juletræer kan give varme til 3,9 millioner brusebade

De 1,5 millioner danske juletræer, der efter julen ryger ud af de danske stuer, indeholder nok energi til næsten 4 millioner brusebade. Det viser beregninger fra Dansk Fjernvarme.
Først skal træet vises, siden skal det brændes. En let omskrivning af Peter Fabers juleklassiker, der giver god mening i fjernvarmen. For der er nemlig rigeligt med energi i vores brugte juletræer, når glansen er falmet, og pyntet er pillet af. Faktisk så meget, at knap 11.000 danskere kunne tage brusebad i et år, viser beregninger fra Dansk Fjernvarme.

- Vores juletræer er en rigtig god energikilde i de danske fjernvarmeselskaber, der bruger flis til at varme vores stuer op med, siger konsulent Maria Hedegaard fra Dansk Fjernvarme og fortsætter:
- Det er en langt bedre udnyttelse af vores biomasse-ressource at bruge dem til opvarmning i stedet for, at de bare ligger og formulder på vores genbrugsstationer. På den måde frigiver de jo samme CO2, som hvis de blev udnyttet som brændsel – men uden at vi udnytter energien, siger hun.
Et gennemsnitligt juletræ på 160 cm med en vægt på 6,5 kg indeholder omkring 100 MJ energi. Foreningen Danske Juletræer oplyser, at der står et juletræ i 1,5 millioner danske hjem. Hvis de alle blev brugt som træflis i fjernvarmen, ville de give hele 39.841 MWh varme. Og det er energi nok til 3,9 millioner brusebade. På trods af, at juletræerne ellers mest består af en hel del nåle og små tynde grene.

Pas på nålene
Netop nålene har stor betydning, hvis dit juletræ skal fyres af. For så er det vigtigt for juletræets brændselsværdi, at du husker at vande det hver dag, det står indenfor, så det bedre holder på nålene.

- Der er mere harpiks i nålene end i selve træet. Og det gør, at de betyder en del for, hvor godt dit juletræ brænder, og hvor meget energi de afgiver, oplyser Maria Hedegaard.

Det er begrænset, hvor mange juletræer, der genanvendes som grøn ressource. I nogle kommuner kan man aflevere sit træ på genbrugsstationen, hvor det så vil gøre nytte på affaldsforbrændingen som fjernvarme. Andre steder kan man aflevere sit juletræ og få en pose flis til gengæld, ligesom enkelte fjernvarmeværker tidligere har åbnet for, at folk kan aflevere juletræet til flisning hos dem. Og endelig er der træer, der bare ryger tilbage i naturen.

I København og på Frederiksberg ryger juletræerne direkte i forbrændingen og fjernvarmen, mens Brønderslev Forsyning er et af de fjernvarmeselskaber, hvor det fremover vil være muligt at aflevere sit juletræ, når det begynder at drysse.

- Fra 2020 vil vi i juledagene holde åbent hus, hvor der vil være mulighed for, at man kan komme og aflevere sit juletræ. Det vil så blive fliset og ende med at give varme til de 6.500 husstande, vi i dag forsyner, oplyser Poul Jensen, der er varmechef i Brønderslev Forsyning.

Der er i hele Danmark omkring 120 fjernvarmeanlæg, der helt eller delvist bruger flis som brændsel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078