23948sdkhjf

Branche-direktør: Sats på nye vækstmarkeder

Keld Korsager, adm. direktør i Møbel + Interiør, opfordrer branchen til at kigge mod bl.a. Brasilien, Rusland, Indien og Kina for at genvinde den tabte eksport.
Sidste år eksporterede danske producenter kun møbler for 113 mio. kroner til BRIK-landene, og her ligger der således et stort potentiale for vækst i en tid, hvor møbelbranchen har det mere end svært.

- Samlet tegner de nye vækstområder sig blot for mindre end 2 % af den danske eksport af møbler. Det er under halvdelen af, hvad vore europæiske kolleger kan præstere, siger Keld Korsager til JyllandsPosten.

Nemt og bekvemt at satse på det sikre
Han er direktør i Møbel + Interiør Brancheforeningen og repræsentant for en branche, der har mistet mere end 25 % af sin samlede eksport på få år.

Ifølge Kjeld Korsager er det den hastigt voksende middelklasses interesse for at købe varige forbrugsgoder fra Vesten, der gør de nye vækstmarkeder interessante. Samtidig er de traditionelle markeder i Europa og USA stagneret, og derfor er opskriften på succes at udvide eksporten til bl.a. BRIK-landene, mener han:

- Det er naturligt at satse på de sikre markeder, når efterspørgslen er stor. Det er nemt og bekvemt, og producenterne kender forretningsvilkårene. Men set i bakspejlet havde det været en god idé at bruge nogle af kræfterne på at trænge ind på de nye markeder, hvor væksten ventes at være fremover, siger branchedirektøren, der også nævner Tyrkiet, Sydkorea og Mexico som spændende markeder.

I 2007 blev der solgt møbler til udlandet for 15,9 mia. kroner, mens eksporten sidste år udgjorde 11,4 mia. kroner. De seneste tal fra Danmarks Statistik viser dog, at møbeleksporten igen går den rigtige vej med en vækst på 4 % i første halvår sammenlignet med i fjor.

Kilde: Jyllandsposten

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063