Træhusbygger konkurs
Typehusfirmaet Kalmargården A/S, også kendt som Kalmar-huse, er under konkursbehandling efter egenbegæring.
Ifølge kurator Jørgen Makholm skyldes det virksomhedens problemer med at skaffe mandskaber og problemer med byggeriet.
Virksomhedens regnskab for året 2018/2019 viser også et underskud på 2,67 mio. kr.
Jørgen Makholm fortæller til Wood Supplys søsterportal Licitationen – Byggeriets Dagblad, at Kalmargården lige nu beskæftiger omkring 30 medarbejdere, og at der i skrivende stund ikke er fuld klarhed over hverken medarbejdernes situation eller virksomhedens fremtid.
På trods af konkursbegæringen arbejdes der ifølge Jørgen Makholm lige nu på en løsning, så flest mulige medarbejdere kan beholde deres arbejdsplads.
– Der arbejdes på en rekonstruktion, fortæller Jørgen Makholm og tilføjer at det ikke er aktivitet i virksomheden i dag – men måske mandag eller tirsdag.
Jørgen Makholm kan ikke uddybe, hvilken aktivitet der er tale om, eller hvordan en mulig rekonstruktion kan se ud. Samtidig fortæller han, at der endnu ikke er fuldt overblik over den samlede gæld i virksomheden.
Læs hele artiklen Typehusfirma går konkurs på Licitationen - Byggeriets Dagblad (kræver log ind)