Dansk studieprojekt udstilles på designmuseum i New York
Møblet ”Nest”, der er designet af Nina Bruun, er optaget som en fast del af udstillingen på Museum of Arts og Design i New York.
Men for to uger siden blev hun afbrudt af et opkald, der kan sætte ekstra fart på karrieren som møbel- og rumdesigner.
Hovedkuratoren på det New York-baserede museum Museum of Arts and Design har forelsket sig i Ninas stol ”Nest”, som er udviklet under et studieprojekt på Kunstakademiets Designskole. Og nu er møblet på vej til at blive optaget som permanent del af museets samling.
- Jeg blev så overvældet og kunne vel heller ikke helt forstå, at det kunne ske for mig. Og slet ikke så tidligt i min karriere, siger 27-årige Nina Bruun, der studerer på specialet Møbel- og Rumdesign på Kunstakademiets Designskole.
Det største i karrieren
”Nest” blev udviklet som del af projektet “Det Tekstile Møbel”, hvor studerende på Kunstakademiets Designskole skulle udfordre møblet og lade polstring, siddekomfort og den menneskelige form styre møblets udtryk.
Nina Bruun dykkede ned i danske og udenlandske møbelhistorie og kom på den idé, at hun ville opdatere fortidens polstrede møbler fra at være en prydsgenstand til at være en lun ’rede’ for det moderne menneske. En rede man synker dybt ned i, når dagens strabadser er veloverstået – tilpasset moderne liv og menneskets form.
- Det er helt klart det største, der er sket for mig i min karriere indtil nu – men jeg håber da ikke, at det bliver det største. Selv om jeg er vildt glad for det, kan det da også give lidt forventningspres fremover, siger Nina, der allerede har fået stor opmærksomhed omkring stolen.
International opmærksomhed om ungt dansk møbeldesign
”Nest”-stolen bliver snart sendt til New York – dog som en ny model, da Nina Bruuns prototype i bogstaveligste forstand er blevet slidt op i opmærksomhedens kølvand, hvor den har været udstillet adskillige steder i Sverige og Danmark. For eksempel var ”Nest” vinder af Sydform 2011.
- Det er et stort skulderklap, der viser, at danske møbeldesign lever i bedste velgående og har stor international bevågenhed. Vores nye generationer viser, at dansk møbeldesign tager del af moderne menneskes hverdag og mindset – og tilpasser sig et moderne liv, siger rektor Tine Kjølsen fra Kunstakademiets Designskole.
Nina Bruun har fået adskillige henvendelser fra virksomheder, der ønsker at sætte ”Nest” i produktion, men den kommende designer har for tiden tankerne et helt andet sted:
- Jeg har lige nu travlt med mit afgangsprojekt, og så må tiden vise, om der dukker noget spændende op, siger Nina Bruun, der i sit speciale har arbejder videre med møbler og deres funktion for det moderne menneske.