23948sdkhjf

Træ- og møbelindustrien i historisk nedtur

Fredag bragte Wood Supply nyheden om, at næsten seks ud af ti virksomheder ifølge en rundspørge blandt DI’s medlemsvirksomheder forventer et fald i beskæftigelsen.

– Det er en nedtur af historiske dimensioner. Aldrig har de danske virksomheder stået over for en krise, der er kommet så pludseligt og bredt lokalt. For mange virksomheder er omsætningen og indtjeningen helt væk. Alvoren er tydelig for enhver, sagde DI’s administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen i den forbindelse.

Dykker man længere ned i tallene, bliver det tydeligt, at særligt træ- og møbelindustrien er hårdt ramt. Træ- og møbelindustrien er blandt de brancher, hvor konjunkturindikatoren ligger på det laveste niveau. Kun bilbranchen ligger på et lavere niveau, mens transportbranchen ligger på samme niveau som træ- og møbelindustrien.

Det vækker bekymring hos brancheforeningen.

–  Vi oplever desværre en historisk nedtur, der ser ud til at ramme virksomheder i træ- og møbelindustrien hårdt. Træ- og møbelindustrien er en meget konjunkturfølsom branche, og når der er krise, kan køb af nye møbler og byggeprojekter nemlig været noget af det første, som forbrugerne vælger at holde igen med, fortæller direktør i TMI, Træ- og Møbelindustrien, Annette Christensen.

Derfor opfordrer branchedirektøren til, at ikke mindst det offentlige gør sit til at holde liv i efterspørgslen gennem den svære periode.

– Det er nødvendigt, at vi står sammen i alle dele af samfundet for at komme bedst muligt gennem krisen. For virksomheder i træ- og møbelindustrien er det vigtigt, at offentlige myndigheder holder fast i samarbejdet med private leverandører og eksempelvis fastholder leverancer af møbler og inventar.  Det vil også hjælpe, hvis kommuner eksempelvis fremrykker allerede besluttede anlægs- og renoveringsarbejder, vurderer Annette Christensen.

Artiklen er en del af temaet Corona-virus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094