23948sdkhjf

Bahne-direktør om manglende kompensation trods tvangslukning: Ret skandaløst

Landet over er storcentre lukket ned, hvilket også har betydet tvangslukning for en række butikskæder.

Fra regeringen har det lydt, at de tvangslukkede butikker kan få kompensation for op til 100 pct. af deres udgifter, men det er langt fra tilfældet, hvis kæden stadig holder åbent i en gågade eller webshop.

Det skriver Børsen.

Problematikken skyldes, at kompensationen udregnes efter cvr-nummer, og dermed afhænger det af virksomhedskonstruktionen, hvorvidt åbne butikker eller onlinesalg tæller med i regnestykket. Det gør det eksempelvis for interiørkæden Bahne, der har været nødt til at lukke sine 12 butikker i storcentre, men ikke desto mindre går glip af omkring 50-70 pct. af kompensationen.

– Det er ret skandaløst. Man laver en lov, der har en intention, og lukker det hele ned, men når det så kommer til virkeligheden, administrerer man den jo modsat, siger Jacob Bahne Sørensen, der er adm. direktør i den familieejede boligkæde til avisen.

Børsen har uden held forsøgt at få erhvervsminister Simon Kollerup i tale, men i et skriftligt svar forklarer han, at brugen af cvr-numre ”giver størst mulig gennemsigtighed”.

– Jeg mener, at vi med kompensationsmodellen for faste omkostninger har fundet en løsning, som slår den rette balance mellem hensynet til at få pengene hurtigt ud til de nødlidende virksomheder og mindske risikoen for svindel mest muligt, skriver Simon Kollerup.

Artiklen er en del af temaet Corona-virus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095